Hvor bliver politiet af?
- Er det mon det første negative resultat af den ny politikredsreform, at det lokale kriminalpolitis ekspedition i Bytoften i Hvidovre, er flyttet til ordenspolitiet i Rødovre, hvor en enlig kriminalmand nu tager imod? Det spørgsmål har mange stillet efter meddelelsen i sidste uges Hvidovre Avis om, at anmeldelser af kriminalitet fremover skal ske til Rødovre Politistation. Hos det lokale politi kalder man det med pæne ord "et led i tilpasningen". Men det ER en kendsgerning, at alle politikredse mangler personale og at især Hvidovre-Rødovre nok i lang tid har følt sig udsultet. Omkring den nye politikredsreform har der været mange mærkværdige løsningsmodeller på tegnebrættet, og såvel politikerne som politiledelsen har ikke gjort tingene nemmere. Sammenlægninger er måske visse steder et naturligt led i den fremtidige struktur, bl.a. som følge af kommunalreformen. Men at politibetjeningen lokalt i bymiljøet på gader og veje skulle blive bedre, - ja, det tror vi ikke en døjt på. Det er iøvrigt heller ikke de erfaringer, man har gjort andre steder, bl.a. i vore broderlande Norge og Sverige, hvor flere skrækeksempler har vist, at den store centralisering ikke altid er formålstjenstlig. Og der bliver l a n g t til politiet, hvis vi for hele området kun skal have èn døgnbetjent politistation i Albertslund, og endnu værre hvis sammenlægningen - som alt desværre tyder på - vil resultere i èn hovedpolitistation for et kæmpeområde som Gladsaxe, Glostrup, Albertslund, Brøndby, Rødovre og Hvidovre. Uanset diverse nærpoliti-enklaver, vil tankerne om et kommunalt politi eller vagtværn utvivlsomt dukke op i kølvandet. I disse dage tiltræder en ny politidirektør, og pr. 1. september får han flere topfolk i sin stab, bl.a. en vicedirektør. Det skal blive interessant - både for politifolk og borgere - at høre noget mere konkret fra den kant.