Stadig narkosalg ved Rebæk Sø
Hvidovre Politi kører målrettet for at få bugt med hashhandlere
"Narkosalg er stoppet". Sådan kunne Hvidovre Politi melde ud i juli måned, da en 25 årig mand fra Brøndby blev anholdt for salg af bl.a. hash. Salget foregik fra en bænk ved Rebæk Søpark. Men problemet er opstået igen, og det har beboerne i Rebæk Søpark gjort politiet opmærksomme på. "Der er opsat en overdækket "stand", og flere har observeret en sælger på den anden side af skellet til Rebæk Søpark, det vil sige på Hvidovre Kommunes arealer. Der er livlig trafik - folk kommer ligefrem kørende hertil og parkerer ved blok 6 og ved Immerkær", skriver Rebæk Søpark Beboerblad. Og beboerrepræsentationen i Rebæk Søpark har skrevet til Hvidovre Kommune og politimesteren i Hvidovre for at få dem til at gøre noget ved sagen. - Fra andre beboere er vi også blevet orienteret om, at hashsalget foregår på parkeringsarealet på Immerkær ud for nr. 3 og nr. 5, siger Kriminalinspektør Ole Andreasen. Specialpatruljen fra Hvidovre Politi har de sidste par uger kørt målrettet efter sælgerne. Man patruljerer således med både civilklædte betjente samt betjente i uniform, og specialpatruljen har anholdt flere for "småtterier" - man har sågar haft narkohunde på opgaven for at lede efter skjult narkotika. - Vi fortsætter indtil hashsalget er fuldt stoppet. Og udover vores indsats er der ydet en stor indsats fra SSP, der har advaret områdets institutioner, ligesom SSP har indgået et samarbejde med de kommuner, hashhandlerne bor i. De er nemlig ikke fra Hvidovre, forklarer Ole Andreasen. ark