Berusende opera i det fri
Smukt var det, da Hvidovres borgere i søndags kunne nyde opera i det fri. Over 600 mennesker havde trodset gråvejret, taget paraplyen under armen og var mødt op på Amfi scenen på Byvej
- "Hvor mange af jer har hørt os før?" Et par fingre ryger op rundt om den opstillede scene og hurtigt kommer konstateringen fra scenen og de kongelige tenorer; "I må gerne tage hjem nu." Grin over hele linien og stemningen er lagt. "Det er nøjagtig det samme, som I har set før - og det er søndag, der er fodbold i fjernsynet derhjemme" Ikke blot kunne publikum i søndags høre enestående ope- ra på friluftsscenen, med sig fik de også gode grin og de tre kongelige tenorer, og især værten, lavede et genialt show hvor selv de små eller unge mennesker kunne være med. Et glas vin og lidt chips Klokken var fem minutter i tre og om ganske få øjeblikke ville operamusikken begynde, og publikum modtage et fremragende show. Rundt om var alle siddepladser for længst optaget, og folk sad endog rundt om på deres medbragte tæpper eller stole. Nogle havde taget hunden eller småbørnene med til en gang ope- ra, mens andre sammen med ægtefællen åbnede en god flaske vin og nød lidt chips fra baren. Selv et par helt unge mennesker havde denne dag taget bedstemor under armen og befandt sig hyggeligt på tæpper med medbragt frokost og slik til hyggen. En god stemning var lagt, og alle nægtede man pure at bemærke de grå skyer, der faretruende befandt sig over pladsen. Og som arrangørerne bemærkede: "Vi har nu haft otte uger med tredive graders varme og så lige i dag bliver det gråvejr" Smukke damer til herrerne De tre kongelige tenorer, der denne eftermiddag leverede et fantastisk show, var Mats Calen, Magnus Gislason og John Venning - og med sig havde de Berit Meland og Anne Kleinstrup. For som værten så frejdigt bemærkede til det mandlige publikum; "Så skal I ikke være så kede af det. Jeg ved godt, I keder jer, fordi vi kun er tre mænd. Så derfor har vi taget nogle smukke damer med til jer også". Ind kom Berit Meland og Anne Kleinstrup i smukke farvestrålende gallakjoler, med lange handsker og opsat hår. Mens deres stemmer flot lød over hele pladsen, gik de to flirtende og med sensuelle bevægelser ud blandt publikum, og opmærksomheden var selvfølgeligt rettet mod det mandlige publikum. Også de tre tenorer tog jævnligt turen ud blandt publikum, og der blev både sunget direkte til heldige udvalgte kvinder, og til særlige stykker blev der ligefrem danset. Opførelserne blev ofte rykket fra scenen og ud til selv de bageste publikumsrækker, og alle kunne være med. Selv med en noget snæver operaviden, var stykkerne stadig forfriskende og de tre tenorer yderst humoristiske i deres præsentationer af stykker. Beruset på scenen Også duetter blev luftet, og som præsentationen lød; "Når man har sunget sådan et stykke, så bliver man fyldt med testetoron, og Magnus bliver meget liderlig." Igen var publikum flade af grin, og endnu før larmen havde lagt sig, blev der tilføjet; "Så nu må vi se, om han kan forføre Berit". Også Berit Meland og Anne Kleinstrup leverede sammen en duet - og med sig på scenen havde de ikke færre end fire mænd fra publikum. I præsentationen lød, at de to damer bag scenen havde fået for meget vin og derfor nu var berusede på scenen. Til at holde dem var de fire mænd, og de to damer, en sopran og en mezzosopran, leverede udover smuk musik også et verdensklasses skuespil, hvor grinene blandt publikum næsten overdøvede de smukke stemmer. Stående bifald Klokken nærmede sig fem og de 2x50 min. opera var ved at være ved vejs ende. Ovenover havde grå skyer overtaget den blå himmel, og vinden havde taget til. Rundt om på græsset var trøjerne røget på og paraplyer klargjort til den byge, der ikke længere kunne skydes væk. Men opera musikken skubbede næsten kulden væk, så langt det meste af publikum blev trofast siddende til den bitre ende. Ingen ville de gå glip af et stykke med fantastisk opera, og da de flotte blomsterbuketter afslutningsvis blev overrakt, var det med stående bifald fra publikums side. Og som havde man alligevel timet det med vejrguderne, var det først da folk så småt var på vej mod biler og hjem, at regndryp kom fra de grå skyer. Med sig hjem i varmen kunne publikum tage mindet om et enestående show og hyggelige rammer med kæreste, ægtefælle, børn, hund og venner. ck