400 gæster til b-filmfestivalen
Ekspressionismen var årets tema på Avedøre Gymnasium
l B-filmfestivalen, som blev afholdt fornylig, havde ekspressionismen som tema og tiltrak et stort, forventningsfuldt publikum. Næsten 400 mennesker blev budt på hindbærdrik og chips før dørene gik op til kantinen. Otte film konkurrerede i kategorierne. Bedste lyssætning, bedste lyd, bedste klipning, bedste fotografering, bedste manuskript og bedste film; desuden skulle der uddeles en publikumspris. Aftenens jury bestod af professionelle filmfolk: Bo Green Jensen, forfatter og filmanmelder på Weekendavisen, Christina Rosendahl, filminstruktør, Manuel Claro, fotograf, Sarita Christensen. Producer fra Zentropa Grr, Asta Wellejus, daglig leder af Zentropa Interaction, samt Louise Nielsen og Christian E.Christiansen, henholdsvis producer og instruktør på ungdomsfilmen "Tøzer". Filmene blev præsenteret fra scenen af aftenens værter, Kim Ståhle fra 3.b og Pernille L.Pedersen fra 1.b, og blev vist i sekvenser på tre. Den første, "Glimt," produceret af elever fra 2.bz, handlede om en kedelig drengs kedelige liv, som tog en brat drejning efter fundet af en kuffert med musik og farver. Nummer to, "Paranoia," produceret af elever fra 3.b, blandede fiktion og virkelighed og viste, at ikke alt er, hvad det ser ud til at være. Tredje film "Enebarn," produceret af elever fra 2.bz, viste børn, der opførte sig temmelig sindssygt, men måske var det i virkeligheden forældrene, der havde en skrue løs? I "Amalie," film nummer fire, bliver et barn forvandlet til ministørrelse og kommer af dage i en musefælde. Elever fra 3.b stod for denne påmindelse om at være noget for dem, vi elsker. Barnetemaet førtes videre af elever fra 3.b i "Dukkehus." I denne film vises det, at det kan få uhyggelige konsekvenser, hvis man ikke giver sig selv og sine børn plads til at udfolde sig. "Entré," produceret af elever fra 1.b, illustrerede omgivelsernes pres på det moderne menneske. Hvad vil vi med vores liv? Hvem er vi? Det skal vi hele tiden gøre rede for… Den næste film var en skræmmekampagne mod teknologien, den var produceret af elever fra 3.b og hed "Manden der tabte ansigt til sig selv." Sidste film hed "White Bride" og var produceret af elever fra 3.b. Titlen spillede naturligvis på "White Pride" og filmen var fuld af humor og skæve vinkler på religiøse påbud. Efter pausen startede aftenens sceneshow og uddelingen af priser. Prisen for bedste film gik til "Glimt," og prisen for bedste manuskript gik til "White Bride." "Dukkehus" vandt to priser, nemlig for bedste klipning og bedste fotografering. Prisen for bedste lyd gik til "Entré," mens prisen for bedste lyssætning gik til "Manden der tabte ansigt til sig selv." Publikums pris gik til "Enebarn." Efter prisuddelingen var der afterparty til kl. 01.00.