En grønnere jul på mere end en måde
l Det går i den rigtige retning, hvad angår mere naturvenlige juletræer i Danmark. Men der er stadig et stykke vej før, at det grønne træ bliver fri for pesticider. Derfor opfordrer Danmarks Naturfredningsforening forbrugerne til at købe økologiske juletræer i år. Danmarks Naturfredningsforening er glad for, at juletræsproduktionen i Danmark er ved at blive mere naturvenlig, og at billedet fra 1980'erne er blevet sjældnere - især hvad angår gødskning er der sket store fremskridt. Men forbruget af sprøjtemidler er stadig stort og omtrent det samme som på en hvedemark. Danmarks Naturfredningsforening mål er, at juletræsproduktionen om nogle år er økologisk - helt uden brug af sprøjtemidler. Desuden mener foreningen, at juletræsproduktionen helt skal ud af skovene. I stedet bør man dyrke juletræer på landbrugsjord, så vi slipper for "juletræsplantager i skovene". Som et skridt på vejen mod det mere naturvenlige juletræ støtter foreningen juletræsbranchens arbejde med at udvikle nye produktionsformer (den såkaldte IP-metode), hvor man kun sprøjter efter konstateret behov. En halvering af det nuværende forbrug af sprøjtemidler i den forbindelse bør være muligt i løbet af 5 år, mener foreningen. Den letteste måde at finde økologiske juletræer til årets store aften er, at klikke sig ind på Informationscenter for Miljø og Sundheds hjemmeside, hvor der findes en liste over forhandlere af økologiske juletræer i Danmark.