Hædrende omtale til Torvet
Hvidovre Torv fik hædrende omtale, da der forleden var bygningspræmiering på Hvidovre Rådhus. Præmieringsudvalget havde i år ikke fundet nogle smukke og funktionelle nybyggerier egnet til præmiering, men valgte at pege på moderniseringen af Torvet som et vellykket renoveringsprojekt. "Renoveringen af torvet som helhed er vellykket og har med enkle midler og arkitektonisk omhu skabt et fint disponeret byrum, et torv, som har givet øget bykvalitet i Hvidovre", hedder det i udvalgets motivering for den hædrende omtale af Torvet. Borgmester Britta Christensen supplerede ved præmieringsseancen: - Hvidovre Torv er der nok delte meninger om - også politisk - og ikke mindst før det blev lavet. Men når man kører forbi derovre - især i sommermånederne - kan man se, at borgerne har taget det til sig. Ingen tvivl om det. Hvidovre Torv blev moderniseret og nyindviet i 2004. Torvet fik ny belægning af natursten, smedejernsgitteret omkring torvet - kaldet Hvidovre-gitteret - blev renoveret, og der blev anlagt en vandkunst lavet af Hvidovrekunstneren Svend Hansen i det ene hjørne - og en torvecafé med udeservering flyttede ind i det andet hjørne. Det er kommunens tekniske forvaltning, der sammen en række samarbejdspartnere har stået for torve-fornyelsen. Borgmester Britta Christensen overrakte ved bygningspræmieringen tirsdag eftermiddag et bevis på den hædrende omtale til Andersen og Grønlund, Køge Brolægning og Fokdal Springvand for arbejdet med renovering af torvet og etablering af Vandkunsten og til Osman Cifci og Scandi Byg A/S for anlæg af Torvecaféen. Præmieringudvalget bag den hædrende omtale er Elisabeth Balsborg fra Henning Larsens Tegnestue, Karsten Vibild og Bo Nørregaard Jensen.