Bøn for Israel og Libanon

l Udenfor kirken er det begyndt at trække op til torden. Regnvejrstunge skyer truer med at åbne for sluserne, og det er som om efteråret er kommet for tidligt. Indenfor i kirken danner lyset mønstre på væggene, så øjet automatisk vendes opad. Sådan er det også tænkt af arkitekten. Inde i sakristiet sidder præsten, Wladyslaw Zdunek, og venter. Han kender på en prik sin egen placering i hierarkiet: øverst sidder paven i Rom, imellem sidder biskoppen og nederst præsten - også kaldet den lille pave. Og dette kælenavn har Zdunek ikke spor imod. Tværtimod. Det understreger kun, at han har de samme forpligtelser som den store. Danskernes samvittighed Hver morgen klokken 6.30 samles 12 - 16 vietnamesere i Sankt Nikolaj kirke. Uanset vejr og vind tropper de op for at bede sammen med deres præst. For tiden er bønnerne bl.a. rettet mod Libanon og Israel. - Vi er naboernes og danskernes samvittighed, fortæller Wladyslaw Zdunek. Mange danskere er fremmed over for bønnen, og de forstår ikke, vi kan sidde i bøn op til en time hver eneste morgen. Vores indsats, mener vi, rækker langt ud over selve bønnen og som sagt også til naboens og danskerens samvittighed. Det er måske den væsentligste rolle, vi har i lokalsamfundet. Vores udadrettede virksomhed i kommunen er begrænset alene af økonomiske grunde, men der er heller ikke tradition for det i den katolske menighed. En verdensberømt kirke Vi befinder os sådan nogenlunde midt i Hvidovre, på hjørnet af Hvidovrevej og Strøbyvej. Her på Strøbyvej 2 ligger den måske smukkeste nyere danske kirke. Som en gotisk katedral rejser den sig mod himlen. Hvis man ved det syn kommer til at tænke på den nye triumfbue i Paris, så er det ikke uden grund. Vi har med den sammen arkitekt at gøre, nemlig J.O. von Spreckelsen. Arkitektens særprægede ide var, at kirken udefra skulle minde om en skibsstævn, mens det indre skulle dækkes af et loft, hvis linier lånte deres skønhed fra havets bløde bevægelser. - Jeg glæder mig hver dag over den enkle skønhed, fortæller Wladyslaw Zdunek. Helt ned til mindste detalje er rummet præget af klarhed. Der kommer busser med unge studerende fra mange lande, ja fra hele verden for af se denne atypiske katolske kirke. Her er ingen svulstige rundkindede engle, der blæser i basuner, ingen snoede søjler, ingen billeder, ingen traditionel katolsk pynt. Fra Polen til Hvidovre - Jeg blev præst for at leve som et frit menneske. Jeg er jo vokset op under det polske kommunistiske styre, og her kunne præster få lov til at ytre sig frit, fordi vi jo levede i et land, der ikke var helt ægte kommunistisk, fortæller Wladyslaw Zdunek med et lunt glimt i øjet. -Vi var unge idealister, der ville friheden, og det havde vi som præster muligheden for under den såkaldte liberale kommunisme, som kendetegnede styret i Polen. Derudfra valgte jeg erhverv og blev præst. De religiøse grunde kom efterhånden. - Jeg virkede som præst i Polen i 16 år, før jeg kom til Danmark. Oprindelig havde jeg planer om at blive præst i Sydamerika, i Bolivia, men fik afslag tre gange, fordi jeg kom fra et kommunistisk land. At det så blev Danmark skyldes lidt en tilfældighed. Jeg blev ringet op af forstander Josef Grochot, og han foreslog mig at tage til Danmark, når det nu ikke kunne blive Bolivia. Og sådan blev det, fortæller Wladislaw Zdunek. - Siden har jeg været ansat ved 4 forskellige menigheder, før jeg kom til Hvidovre. En livlig kirke I dag er menigheden sammensat af medlemmer fra 5 kommuner. Det er en blandet forsamling, hvor den overvejende part er danskere helt præcis 211. Der er 150 vietnamesere af 1. og 2. generation, 16 polske familier, nogle sydamerikanere og nogle afrikanere. Hver søndag er der højmesse, og da er de 165 stole nogenlunde besat med den brogede forsamling af hvide og farvede. Mellem stolene og under - og egentlig overalt i kirken får børnene lov til at gå rundt som det passer dem under forudsætning af, at de ikke siger noget! - I begyndelsen generede det nogle, men nu er det efterhånden helt naturligt. Jeg ønsker en livlig kirke med masser af børn. Og så bliver vi nødt til at have dem iblandt os, siger Wladyslaw Zdunek. Begyndelsen "- Biskop Brems lægger megen vægt på, at der rejses mange små kapeller landet over. For tiden træffes der forberedelse til at indrette et kapel i Hvidovre. - Der findes ikke så få katolikker i Hvidovre og afstanden til den nærmeste kirke er alt for stor. Denne nød bliver da nu afhjulpet." Denne notits kunne man læse i Nordisk Ugeblad for katolske kristne den 27. sept. 1931. Den 30. september samme år indviede biskop Brems kapellet, der blev opkaldt efter de søfarendes helgen, den hellige Nicolaus. Den 14. januar 1959 afholdtes den sidste gudstjeneste i kapellet, som derpå blev revet ned og afløst af Spreckelsens nuværende kirkebygning. Fremtiden - Fremtiden ser meget lys ud. Vi antager ikke, vi får ret mange flere danske katolikker i Hvidovre, men 2. generationen af udenlandske danskere er mange. Ud over de mange voksne er en søndag med 30 børn og unge slet ikke usædvanlig, slutter Wladyslaw Zdunek.