Muslimer og kristne til hygge i folkekirken
Der kæmpes for det gode naboskab religioner imellem i Avedøre Stationsby, og det går godt trods påvirkningen fra en verden med Muhammedkrise og andre mere eller mindre religiøse krige. Der var stor tilslutning, da muslimere inviterede til Iftar-bespisning under Ramadanen, hvor kulturforskelle mødtes til en herlig aften. På mandag den 18. december inviteres alle religioner til forjuleaften, hvor man som ikke-kristen kan få et indblik i dansk julekultur samt smage på diverse juleretter, som kendetegner juleaften i et dansk hjem. Hvordan tilberedes anden? Er sovsen tyk eller tynd, salt eller sur? Hvad er ris à la mande? Arrangementet afholdes i Café Hjrtetræet, en beslutning som godt kan give Niels E. Pedersen lidt sommerfugle i maven. - Iftar-arrangementet blev afholdt på ikke-religiøs grund, men denne gang bliver andre religioner inviteret ind i kirkeligt rum. Så må vi se hvordan det bliver taget imod, men jeg er ved godt mod, folk er meget positive overfor initiativet, fastslår Niels E. Pedersen, som glæder sig over naboskabet i Avedøre Stationsby. Forsoningsgruppen glæder sig til at se folk samle sig til et sundt projekt, hvor det handler om at skabe relationer kulturer imellem. Dette sker klokken 18.00 i Café Hjertetræet.