Efterlyser idéer
På tirsdag den 14. marts indkalder butiksrådet ved Superbrugsen Brostykkevej til det årlige årsmøde. Her vil man spørge medlemmerne om deres ønsker til en aktiv forening. På det kommende årsmøde inviterer man til fornyet dialog om butikkens udvalg af varer. Er det tilstrækkeligt varieret, spændende, økologisk? - Det handler om at høre, hvad medlemmerne mener og bringe deres synspunkter videre i FDB og Coop, siger formanden for butiksrådet, Karen Høxbroe. Formanden understreger, at det handler om at sikre forbrugerne et reelt valg - både med hensyn til sortiment og den information, der er om varerne. - Butiksrådet består i dag af tre medlemmer, men vi kan være flere, så stil op, hvis du vil være med til at sætte den fremtidige dagsorden, slutter Karen Høxbroe. Adgangskort til årsmødet i Stadionrestauranten kan stadig hentes i butikken. Efter dagsordenen fortæller lokalhistoriker Poul Sverrild om Hvidovres historie.