Socialdemokratiet i Hvidovre fylder 100 år
I år er det 100 år siden, at Socialdemokratiet i Hvidovre blev stiftet, - derfor er der reception på lørdag i Bibliotekscafeen
l Hundrede år er gået, men vi er her endnu... Hvidovre var et bondesamfund i 1906, og det var mere eller mindre reaktionære bønder, der bestemte. Karle, tjenestepiger og arbejdsfolk havde ikke meget at skulle have sagt. Men den 23. september samledes en lille flok for at stifte en socialdemokratisk forening, der skulle arbejde på at give jævne mennesker værdige forhold og indflydelse på egne levevilkår. Det gik langsomt frem, da sognerådets flertal ikke anerkendte de tilflyttede arbejdere fra København, optog dem ikke på valglisten, skrev dem ikke i skat og udelukkede deres børn fra skolegang. Dengang i 1906 var Hvidovre et ganske lille og ordinært landsbysamfund, skriver lokalhistorikeren, Jens Kristensen, hvor der var ca. 600 indbyggere, hvis børn havde skole i den gamle Rytterskole ved kirken. Byens fattige, der ikke selv kunne klare boligforholdene, kunne komme på fattighuset i Hvidovregade. Hans Chr. Thomsen skriver, at Hvidovre bestod af 30 gårde, 6 boelssteder, 50 huse, en skole, em smedje, et banevogterhus og en beboet grusgrav. Da det ikke var boliger, som optog pladsen, var hele 96 % af arealet udnyttet til landbrug. Tirsdag den 10. marts 1925 erobrer de socialdemokratiske tilflyttere i Hvidovre magten i sognerådet. Partiet havde da været undervejs i 19 år. Glæden var stor og den første sognerådsformand, Carl Nielsen blev båret frem i guldstol, men det eneste, som manglede på denne dag var Rasmus Olsen, som havde stiftet partiet hjemme i sin lejlighed i Hvidovregade tilbage i 1906. I årene der fulgte afløstes Carl Nielsen af den nye sognerådsformand, Arnold Nielsen der fungerede fra 1929 til sin død i 1942. Efter 2. verdenskrig cementerer Socialdemokratiet yderligere sin position og får i 1952 valgt Ole Toft Sørensen som sin første borgmester. Socialdemokratiet i Hvidovre fejrer sin 100 års fødselsdag ved et offentligt arrangement/reception med udstilling og borgmestertale på lørdag den 23. september i hovedbibliotekets forhal og cafe, samt en medlemsfest lørdag den 30. september i Lille Friheden.