Gamle ryttere vil genrejse cykelklubben
Efter flere års dvale, er der valgt en ny aktiv bestyrelse i Hvidovre Cykel Klub
l CYKELSPORT: Der var engang... Sådan begynder de fleste gode eventyr, - og vel også omkring Hvidovre Cykel Klub, der engang var en af landets førende med mesterskaber, topeliteryttere og en bred, lovende ungdomsafdeling. Men det må siges, at den lokale cykelklub, den sidste halve snes år, faktisk har "ligget i dvale" med et forsvindende lille antal rigtig aktive cykelryttere, og man har kun hørt sporadisk til klubben, bl.a. ved det årlige Hvidovre Tour-arrangement. Der sker noget! Glædeligvis lader det til at der nu sker noget positivt i Hvidovre Cykel Klub. En række af klubbens gamle ryttere har meldt sig under fanerne for at genrejse klubben, og på generalforsamlingen fornylig blev der valgt en helt ny bestyrelse, bl.a. med aktive ryttere. - Der skal gøres en indsats for at få klubben op i et rimeligt niveau igen, - hvor vi eksempelvis vil satse meget mere på ungdommen, og få cykelsporten i Hvidovre til at blomstre igen, siger Henrik Bandsholm, der er en af de nye i HCK-bestyrelsen. Ny formand er Kasper Andersen, og tillige har bl.a. den gamle toprytter Søren Lilholt givet tilsagn om at ville tage et nap. Den ny bestyrelse indleder offensiven med en introaften, der er planlagt til den 6. marts i klubhuset på Avedøre Tværvej. mads-