Eleverne motionerede før ferien
Skolernes motionsdag løb af stablen i fredags
I fredags var det den sidste skoledag før efterårsferien. Det er den dag, hvor folkeskolerne over hele landet gennemfører det årlige motionsarrangement. Således også i Hvidovre. På Enghøjskolen fik 375 glade elever og lærere rørt benene og styrket konditionen i det fine efterårsvejr efter en fælles opvarmning i skolegården. Eleverne kunne selv vælge, hvor langt de ville løbe. Men det gjaldt om, at eleverne i den enkelte klasse løb så mange kilometer i gennemsnit som muligt, og der var også en konkurrence om, hvem der blev den hurtigste dreng og pige i hver aldersklasse. Efter løbet var der mulighed for at deltage i en ny disciplin: maratondans i skolegården. Det var populært, og det var en fornøjelse at se de mange dansende børn til asfaltbal. Arrangementet sluttede med, at der naturligvis blev uddelt pokaler og medaljer til de stolte vindere, inden alle kunne gå hjem til en velfortjent efterårsferie. Vinderne blev: Højeste gennemsnit: 1.a løb 6,3 kilometer i gennemsnit og 5.a løb 9 kilometer i gennemsnit Hurtigløbet – 9 kilometer: Drenge: Najeeb 4.a på 44 minutter og Nick 9.b på 45 minutter Hos pigerne blev det Mie 4.a på 48 minutter og Julie 6.a på 45 minutter Helt ekstraordinært blev der uddelt æresmedaljer til to af de yngste elever, som havde løbet rigtigt langt. Kevin fra 2.a og Dashmir fra 2.b havde begge tilbagelagt ikke mindre end hver 10,5 kilometer.