Kunsten byder på Masaier og elefanter
Maleriudstilling på Holmegård Bibliotek
Kunstmaler og zoneterapeut Hanne Boldsen Christensen udstiller et udvalg af sine smukke, farverige malerier på Holmegård Bibliotek fra tirsdag den 3. oktober og frem til lørdag den 28. oktober. Hanne Boldsen begyndte at male i 1996 og gennem årene er det blevet til en lang række malerier, der har været udstillet på gallerier og biblioteker i Storkøbenhavn. Nogle har måske allerede stiftet bekendtskab med hende, da hun i år for første gang blev optaget på Hvidovre Censurerede Udstilling med ét maleri. Hanne Boldsen arbejder ud fra former, farver og materialernes forskellighed og lader dem inspirere og bestemme, hvor hun når hen i sit arbejde. Lige nu arbejder hun meget med sand i billederne og blander f. eks. acrylmaling og sand med fotos, spartel, papir, slangeskind eller andet. Det er eksempler på denne blandteknik man kan se på udstillingen på Holmegård Bibliotek. Nogle af de udstillede billeder har motiver med elefanter og masaier. Disse blev til på en workshop på Espergærde Bibliotek, hvor hun arbejdede sammen med naturvejleder Henrik Lieberkind.