Reserverne sprudler
Hvidovres Københavnsseriehold er kommet godt fra start
FODBOLD: Træner Thomas Frost og hans trup i Københavnsserien har fået en glimrende indledning på sæsonen. Den første kamp mod Brønshøj endte 1-1, og det var ikke helt efter spil og chancer. - Det var et lidt ærgerligt resultat, når man ser kampen som helhed, lød det fra træner Thomas Frost. - Vi skabte rigtig mange chancer også de helt store, men vi manglede lige den sidste skarphed. Didi Ahmad bragte os foran i 1. halvleg efter en fremragende detalje. Han løftede bolden op med venstre fod og helflugtede den op i hjørnet med højrefoden. Desværre holdt føringen ikke. Dommeren dømte straffespark mod os efter et hjørnespark, hvor bolden blev sparket op på en hånd. Kendelsen kan være i orden, men det er altid et lidt åbent spørgsmål om det nu er hånden, der søger bold eller omvendt. Der blev ikke scoret yderligere i kampen. Det gjorde der til gengæld i fredags, hvor vi mødte Fremad Amager, der havde 7 spillere med fra deres bedste trup. Det er et godt hold, som vil være blandt de bedste i rækken, når vi slutter. De fik også etableret et stort pres på os, men vi spillede os stille og roligt ind i kampen, og det frustrerede tydeligt Fremad. Det fik et gult kort, og så bragte vi os foran 1-0. Jesper Kristoffersen scorede efter hjørnespark, og den føring holdt halvlegen ud. Vi kom bedste fra start i 2. halvleg. Efter bare 5 minutters spil blev det 2-0, da Philip Søkjær elegant driblede sig igennem Fremads forsvar og serverede bolden på et sølvfad til Tayfun Cevik... - Godt 10 minutter før tid cementerede Søren Fisker sejren og lukkede kampen med sit mål til 3-0. En flot sejr og en glimrende start for holdet. Målmand René Kiel stod en rigtig god kamp, hvor han hele tiden var på forkant med udviklingen. Han er gået meget frem, og det er også målmandstræner Michael Erlandsen skyld. De arbejder rigtig godt sammen. Talentfulde Kasper Gørsvig er ligeledes gået enormt frem. Hvis vi ellers formår at forvalte hans talent fornuftigt, så er han en spiller med stort potentiale...eb