Viste ingen gæstfrihed
Topholdet i Umbroligaen Hafnia var effektive mod Hvidovre Attack
l FLOORBALL: Første kamp i 2006 skulle spilles på Amager, hvor rækkens førende hold Hafnia tog imod. Og selvom det plejer at være værterne, der er de gæstfrie, så var det ikke tilfældet i søndagens kamp, hvor det i stedet var Attack, der var i det gavmilde hjørne. Hafnia er dygtige til at straffe modstanderens fejl, og straffer dem prompte. Derfor var det også Hafnia, der kunne trække sig tilbage med en forholdsvis sikker sejr på 8-5. Attack startede ellers kampen rigtig fornuftigt, og holdt godt på bolden, og fik den spillet godt rundt i egne rækker, med stor tålmodighed, til chancen bød sig. Desværre kom man aldrig foran, og så var det i stedet ligaens topscorer, Jesper Schow, der med to mål bragte sit hold foran. Attacks spillende træner Denny Fröjdh fik dog reduceret føringen 8 sekunder før pausefløjt, således Hafnia kunne gå til pausen med en smal føring. En føring, der dog hurtigt skulle blive øget markant i starten af anden periode. For selv om der i pausen var blevet snakket om, at man skulle være mere aggressive og sidde tættere på modstanderen, så var det to løse bolde i Attacks lille felt, der gav Hafnia to nemme og dumme mål. Begge mål var i øvrigt en direkte konsekvens af fejl i opspillet. Bagud 4-1 efter et minut af anden periode, var det nu mere end op ad bakke. Efter fem minutter var det endnu engang Hafnia, der fik scoret, inden Attack igen fik overtaget, og med to mål midt i perioden, fik bragt spænding tilbage i kampen. Anden periode sluttede dog med, at man var bagud med tre, da Hafnia straffede en løs markering, og et skud fra distancen fik lov at sejle ind i kassen. Attack havde ikke lært af sine egne fejl, for igen i starten af tredje periode gik det galt, og efter blot tre minutter blev kampen reelt lukket, da Hafnia bragte sig på 7-3. Attack viste dog endnu engang god gejst, og først Martin Willén og siden Sune Odér fik reduceret til 5-7, og så var der lige pludselig ikke så langt op igen. De forhåbninger satte Hafnia dog hurtigt en stopper for, da de blot 37 sekunder senere scorede kampens sidste mål. Med nederlaget må Attack nu erkende, at fokus skal ligge på at forsvare den nuværende tredjeplads, da de to tophold er stukket af. Første skridt i det, tages på lørdag, på hjemmebanen i Avedøre, hvor ligaens ubestridte bundhold kommer på besøg. Benløse har endnu ikke fået point på kontoen, hvilket de heller ikke bør have efter kampen i Avedøre. eb