Soc.Dem. ikke helt enige om rygeforbuddet
Allan Fredskov foretrækker en frivillig ordning - flertal vil have forbud
Fra den 1. januar 2007 bliver pædagogen og sagsbehandleren røgfri i arbejdstiden. Det er bl.a. konsekvensen, efter at Socialudvalget forleden - på et ekstraordinært møde - forhåndsgodkendte kommunens nye forebyggelses- og sundhedspolitik, som byrådet ventes at vedtage endeligt til efteråret. Men rygeforbuddet gennemføres ikke i enighed - Allan Fredskov stemte nemlig modsat sine socialdemokratiske partikammerater Helle Adelborg, Susanne Brixum og Rushy Rashid Højbjerg. - Jeg er ikke enig i, at Hvidovre Kommune vil indføre totalt rygeforbud på alle kommunens arbejdspladser. Det gælder sig rådhus, institutioner, skoler, idrætsanlæg og plejehjem. Rygestop skal ske af frivillighedens vej og der skal ikke lovgives - for hvad bliver det næste?, spørger Allan Fredskov. - Da jeg ikke selv ryger, vil det ikke være et problem at godkende rygestop på alle kommunens arbejdspladser. Men man må kunne tale sammen om, hvordan arbejdspladsens rygepolitik skal være. Jeg er da godt klar over, at det kan være til gene fra andre, det gælder sig børn på skoler og institutioner og andre kommunale steder. Men hvis man kan finde ud af det, uden at det er til gene for andre, vil det være i orden fra min side. Derfor måtte jeg stille det forslag om, at der ikke indføres generelt rygeforbud i kommunens lokaler, forklarer Allan Fredskov. Sundhedsskadeligt Modsat Allan Fredskov går Rushy Rashid Højbjerg ind for rygeforbud. - Jeg går ind for forslaget om, at der på længere sigt skal indføres et rygeforbud i vores kommunale institutioner . Rygeres rettigheder ophører der, hvor ikke-rygeres rettigheder begynder! Den er ikke længere. Alle har krav på at kunne færdes i røgfrie offentligt miljøer, fordi det er videnskabeligt bevist, at passiv rygning er sundhedsskadelig, forklarer Rushy Rashid Højbjerg, der påpeger tre forhold. Det ene er, at kommunen skal beskytte sine medarbejdere. De ansatte har krav på at kunne passe sit arbejde i et røgfrit miljø. Det andet er, at ingen, som kommunen har til ansvar at passe, pleje eller undervise, bør udsættes for den sundhedsskadelige påvirkning, som passiv rygning indebærer. Det tredje er, at børn og unge ikke bør opleve deres pædagoger, lærere - deres rollemodeller - som rygere. Det forplumrer ifølge Rushy Rashid Højbjerg kun indsatsen for at give de kommende generationer et langt og sundt liv. - For mig ledsages pisken af en gulerod. Derfor har jeg stemt for, at kommunens ansatte tilbydes gratis rygestopkurser. Desuden mener jeg, at de tiltag der er forslået i Hvidovre Kommunes sundheds- og forebyggelsespolitikken vil være med til - på længere sigt - at give vores børn et godt fundament for et sundt liv, hvor det er vigtigt, at de lærer at man skal spise sundt. Man skal dyrke motion. Og at for meget alkohol og rygning er skadeligt, udtaler Rushy Rashid Højbjerg. Kontroversielt emne Socialforvaltningen har forklaret politikerne, at rygeforbuddet er et kontroversielt emne blandt medarbejderne. At rygeforbuddet er kontroversielt bekræftes, da Hvidovre Avis forsøger at få daginstitutionerne Mågen, Bulderby og Holmegården til at lade sig fotografere til en artikel om rygeforbud. Ingen vil deltage. Mågen har ikke lyst. Bulderby, der fra start har haft rygeforbud, mener ikke det er relevant at bringe foto fra en ny institution - man skal hellere tage en ældre én. Og på Holmegården vil man ikke sende "det forkerte signal ryger-institution" til nye forældre. terf