Ud med de slidte gevandter - og ind med...
... nye messeklæder i Hvidovre Kirke, som skal bæres i en stor del af det 21. århundrede. Mindst! Indvielse skete forrige søndag
"Messehagel" er for de fleste et fremmedord, men gennem de sidste mange år har man i Hvidovre Kirke både spinklet og sparet, gået modeopvisning og researchet for at skabe unikt "messehagel" til præsterne i byens ældste bygningsværk. Ordet "hagel", som stammer fra det oldnordiske sprog og kultur, betyder; skind eller kappe som lægges over skulderen. Det er så i den kirkelige tradition blevet til en farverig kåbe som bæres uden på "albaen" - den hvide kjole. Derudover er der også indkøbt en ny "stola", et klædningstykke, som når den bliver brugt under gudstjenesten har samme status som messehagelen. Messehagelen optræder i fem forskellige farver, som følger kirkeårets gang og understreger det særlige præg, som kirkeåret har. I Hvidovre Kirke var det den grønne kåbe, som efter mange års brug stod over for en udskiftning. De grønne klæder bæres over halvdelen af kirkeåret, så slitage var en af grundene til at nye klæder skulle findes. Man havde også i Hvidovre Kirke et ønske om mere symbolik i messeklæderne. Især stolaen udviser en tydelig symbolik. - I lukket tilstand danner stolaen treenighedssymbolet - altså trekanten som symbolet på Gud. Gud som far og skaber, Gud som søn og Gud som Hellig-ånd. Men når stolaen ikke er samlet ændrer den sig med kroppens bevægelser, hvilket også kendetegner Guds bevægelig, forklarede præst Inge-Hanne Broström under dåbstalen. Ikke nogen let proces Provst Claus Bjerregaard kunne forrige søndag under gudstjenesten og samtidig indvielsen af de nye messeklæder, forklare de fremmødte om arbejdsprocessen med disse klæder. Og han understregede, at det var en lang proces, men også alsidig proces. - Det er blevet til mange møder og ekskursioner, mange skitser og jeg har sågar gået "catwalk" i en af landets domkirker! Men nu er det forbi. Og jeg vil ikke lægge skjul på, at det ikke alene er en glæde, men også en ære at være den første, der officielt bærer denne messehagel, som er planlagt til at blive båret af præster i adskillige generationer ud i fremtiden, fastslog en yderst tilfreds provst.bak