"Bøgerne udvikler børnenes fantasi"
Bøger og læsning er essentielt - og derfor er bibliotekets rolle så vigtig, for her er det gratis at flyve ind i magiens univers, mener skuespiller Susan A. Olsen
Hver søndag aften toner hun frem på skærmen som den professionelle kriminalassistent Ditte Hansen - og én af politiets bedste polititeknikere. Hun har taget del i "Ørnens" Emmy-triumf i New York og er lynhurtigt blevet et kendt ansigt i de små TV-stuer landet over. Men i Hvidovre er hun hustru, mor - og ivrig læser af bøger. Frihedens Bibliotek er skuespilleren Susan A. Olsens "stamsted". Og netop derfor har HvidovreBibliotekerne valgt hende som ansigt til den lokale bibliotekskampagne, der skal få flere til at få øjnene op for bibliotekets muligheder. "Da børnene var små sad jeg med et barn under hver vinge, og så var det ellers afsted på flyvetur ind i bøgernes magiske verden". Sådan lyder den 41 årige skuespillerindes svar på: "Hvad er det bedste ved bibliotekerne". Et spørgsmål rigtig mange kendte mennesker er blevet stillet siden kampagnen gik i luften sidst i januar. Men hvad synes en skuespiller - der lever af at optræde på scener og film - er så magisk ved netop bøger? - Bøger har så mange fantastiske egenskaber. Det skrevne ord skaber et fantasiunivers, man selv kan bestemme, hvordan ske se ud, siger Susan og fortsætter: - Bøger lærer vores børn, hvad der er "rigtigt" sprog. De SMS'er så meget, at det kan være svært for dem at skelne mellem de ord og de stavninger, de opfinder på SMS i forhold til retskrivningsordbogens fakta. Det er én af fordelene ved bøger, siger Susan Olsen, der er mor til to piger: Emma på 13 år og Freja på 10 1/2. Begge piger går i skole i Hvidovre, og familien har fundet sig til rette i Hvidovre syd. Her har de boet siden 1994. Først i en villalejlighed, og senere købte Susan og hendes mand, Per, huset, som lejligheden lå i - og siden har de brugt tid på at sætte hvert et rum i stand. - Første gang jeg steg af toget på Friheden Station, må jeg nok indrømme, at min indskydelse var: Her skal jeg ikke bo! Men da vi så nærmere på omgivelserne og byen opdagede vi jo faktisk, at her var både grønt og dejligt. Vi blev taget godt imod, og med børn lærer man hurtigt folk at kende. Og så hjælper det også at få en hund. Så er man jo tvunget ud på gaderne, smiler Susan Olsen. Hun roser også Hvidovre for at være en by med et godt system, hvor man får meget for sine skattekroner. Det første "mor" gjorde, da familien havde fundet sig til rette i Hvidovre var at fylde poserne på Frihedens Bibliotek og slæbe stakkevis af bøger hjem. Siden har biblioteket været stedet, hvor mor og døtre har boltret sig. Den mindste er en læsehest, mens den ældste datter er en rigtig "dagbogsskriver". - Freja læser, mens huset er stille. Hun sluger bøgerne: "Karla og Katrine" af Renée Toft Simonsen er ret populære lige nu. Bjarne Reuters bøger har vi også altid været meget begejstrede for. "Kaptajn Bimse" er én af vores yndlingsbøger. Og Astrid Lindgrens bøger er også fantastiske. Fælles for vores valg af bøger er nok, at det godt må være sjovt at læse!... Susan Olsen har brugt en bestemt fremgangsmåde for både at hygge sig og sætte børnenes fantasi igang, når bøgerne er kommet på bordet: Kaffe og cacao bliver brygget i det lille hjem, telefonen slukkes og så læses der Harry Potter - der læses højt, mens børnene tegner. Er det oven i købet en rigtig regnvejrsdag, så er scenen sat! - I og med, at jeg er skuespiller, øver jeg replikker med mine døtre. Jeg har altid læst højt, og mine børn har læst med. De læser begge supergodt! Mine egne forældre læste også meget. Min søster læste meget. Men jeg havde krudt i røven, så jeg var ikke så meget til bøger som barn. Først da jeg var i 20'erne og læste "Hulebjørnens Klan" for første gang, blev jeg grebet. Og siden slugte jeg alle Jean Auel's bøger. Ellers elsker jeg at læse Isabel Allende, biografier og senest den danske slægtsroman "Hundehoved". Jeg holder vanvittig meget af digte fra Benny Andersen og Johannes Møllehave. Min yndlingsforfatter er Marianne Fredriksson. Hun har en kæmpe pædagogisk indsigt. Jeg hulkede, da jeg læste "Den, som vandrer om natten", mindes Susan Olsen, der også bytter bøger med sin mor og sin søster. Og bagefter taler de om bøgerne og deres tolkning af historien og karaktererne. - På den måde får man læst bøger, man normalt ikke selv ville låne eller købe, mener Hvidovreborgeren. Hvad får børnene ud af læsningen? - Hvis man lader være med at læse med sine børn, kan det blive problematisk. Indlæringen i skolen bliver nemmere, hvis man har lært at sidde stille og lytte. Børnene lærer respekt for den, som læser højt. Børn i dag får alting serveret. Der er jo underholdning allevegne. De bliver bombarderet med den! Det er sundt at læse bøger og udvikle sin egen fantasi imens... - Jeg tror også helt sikkert, at mine børn vil huske vores læse-hygge-stunder som noget rigtig rart. Det er kvalitetstid - også for de voksne. Og så behøver det ikke koste noget... ark