Det blev en skøn dag på torvet
Vejret var skønt og stemningen god da der i lørdags var torvedag på Hvidovre torv
Temperaturen var høj og fadøllene kolde da der i lørdags var samling på Hvidovre torv. Særligt børnefamilierne var ude og luftes, og alle som en havde fundet sommertøjet frem. Fra kl. 13 til 14 var det især forældre og børn der så til, da det store underholdningsshow løb af stablen. Tværs over torvet var lagt den røde løber og herpå blev der lavet underholdning for både store som små. Torvegrillen havde i samarbejde med frisør Puré bl.a. arrangeret modeshow med tøj fra ONLY og Flemming B - samt et overdådigt Drag Show med miss Celine Benz fra Queens of Denmark. - Det var sjovt, at der var modeller fra "Paradise Hotel" med til modeshowet - og tøjet var egentlig ok med mærker fra ONLY, Levis og Jack&Jones, sagde Stine Bach, mens Glen Heman supplerede: - Jeg syntes nok, at det efterfølgende Drag show var en smule "bøsset", men det er måske tanken om, at det var mænd der var klædt ud som damer. Men det var da helt sikkert ok og ganske underholdende. - Tøjet de havde på var i hvert fald opsigtsvækkende og deres hæle var sygt høje, afsluttede Stine. En god dag for børnene For børnene var der masser af underholdning og til stor glæde kom jungledyret Hugo og ræven Rita forbi på torvet. De var sponseret af BG bank og gik gladelig rundt mellem børnene på pladsen. Også gratis balloner kunne de små få fingre i på denne dag og hele torvet osede af familievenlig stemning. Til de tørstige voksne kunne en kold fadøl anbefales, mens der til de sultne maver var lækkert mad fra grillen. - Det har været en super god dag på Torvet. Jeg havde set annoncen i avisen og tog derfor forbi med et par veninder. Solen har skinnet, folk været glade og underholdningen god. Og så har der været mange mennesker - så mange, at man ikke har kunnet undgå at møde gamle venner og bekendte. Rigtig hyggeligt og helt sikkert en succes, udtalte en smilende Lene Dysted. Ægte Kim Larsen stemning Peter Phillipsen trådte lidt over halv tre på scenen med Kim Larsen Jam og hurtigt blev stemningen lagt med sangen "Susan Himmelblå". De unge mennesker kom langsomt frem fra gemmerne og snart var torvet fyldt med festglade folk. Rundt om sad de ved borde, på jorden eller ved trapper - alle steder var der sol og højt humør. Nær springvandet på torvet var endvidere opstillet en bod hvor Frisør Puré solgte ud af butikkens sortiment. Her blev solgt alt fra støvler til hårprodukter og tasker. Og som var det ikke service nok stod frisørerne nær ved scenen klar til lynhurtigt og med effektiv hånd at klippe den nye frisure eller rette spidserne til. Stemningen god Hen ad klokken fem tømte det langsomt ud blandt publikum og der blev efterhånden plads ved de mange borde. Børnefamilierne havde langsomt trukket sig og tilbage på torvet var et festglad publikum der lystigt rockede med på de kendte melodier, mens de kolde fadøl stille røg indenbords. ck