Jazz & Motion fylder KB Hallen
KB Hallen danner igen rammen om Studio Jazz & Motions årlige elevopvisning i KB Hallen den 9. april. - Vi har modtaget så mange positive tilkendegivelser fra sidste års opvisning, at vi måtte vælge KB Hallen igen, siger ANNE-GRETE HAMM. - Og vi glæder os til at præsentere alle vore trofaste elever for et ligeså trofast publikum under de dejlige forhold, der er for alle, siger hun. Studio Jazz & Motion har ellers været en del ophængt på det sidste. Datteren METTE har nemlig født endnu en søn for 1 måned siden, og det har været et stort job at planlægge undervisningen velvidende at hun vil være inaktiv i en periode. - Men alting er gået over forventning. Eleverne er tændte som aldrig før, hvilket blev vist ved showet på torvet i Hvidovre Stationscenter i den forgangne weekend, fortsætter Anne-Grete Hamm. Til opvisningen i KB Hallen vises hele repertoiret fra børn, unge og voksne i fuld vigør. Det store show slutter som sævanlig af med en finale, der i år er bygget over børnemusicalen "Bugsy Malone".