Endelig spillesteder som tør - og dør!...
Ihærdige forsøg på at åbne spillesteder i Hvidovre kvæles, hvis ikke disse fatuide, imbecile, oligofrene, åndsforsnottede, svaghjernede - ja, der er masser af synonymer for idioter i det danske sprog - ikke stopper deres hjerneløse skærmydsler på byens længeventede spillesteder. I årevis har Hvidovreborgeren sukket efter et spillested, tilsvarende samlingspunkterne vores forstadsvenner i Rødovre og Greve bryster sig af - "Viften" og "Portalen". På rådhuset har man jo ikke formået at skabe et kultursted, hvor musik og god beværtning smelter sammen - men dét har det pludseligt opblomstrende lokale cafémiljø forsøgt at gøre noget ved. Sandheden er, at de små caféejere ikke kan huse flere hundrede mennesker, men man bestræber sig alligevel på at møde det kultursøgende publikum med nye tiltag på den levende musikscene. Et manglet og fantastisk initiativ til en munter aften med sang, dans og lidt romantisk kælen i krogene. Men det lyserøde og lykkelige scenarie lever ikke længe, hvis næveslag fortsat er det mest romantiske, bargæsten kan dele ud af på en lørdag aften. Jeg føler mig generet. Frihedsberøvet. Fortrængt. Men egentlig ikke forarget eller overrasket. Det er åbenbart meget Hvidovre'sk at omfavne hinanden med ildrøde og knyttede næver. Risbjerggård. Sankt Hans. Specielt én restauratør er især udsat for dette tyranni. At nævne stedets navn i avisen vil måske ødelægge forretningen, og det er lige præcis dér, jeg føler mig trådt på - både som formidler, men også som forkæmper for netop de små steder med en guitarspillende og guiness-spruttende englænder i det ene hjørne. Mine fødder kan pludselig være i en str. 34, og jeg ærgrer mig, når jeg skal se på mennesker, uden indsigt i et sundt lokalsamfund, spolere et yderst positivt pust til bylivet i Hvidovre. Ikke bare caféernes men hele byens renommé blakkes af et fåtal forrædere - det gør mig flov!