Hvidovre slog Barcelona
l ISSTOK: 4 Isstokspillere fra Hvidovre, havde en oplevelsesrig tur til Barcelona. Turneringen var udskrevet for 4 hold, og man skulle først spille alle mod alle, og derefter spille om placeringerne. Det var meningen, at Rusland skulle have deltaget som den ene nation, men de måtte melde afbud i sidste øjeblik, da de ikke kunne få visum med så kort varsel. Derfor blev Tjekkiet indbudt som reserve, og de stillede op med 24 timers varsel. - De sidste nationer var Schweiz og Katalanien, som faktisk var Barcelonas hold. Dem slog Hvidovre i første runde med 40 - 0, og det var jo en god start på turneringen, oplyser Per Arild fra klubben. - Isen var meget tung at spille på, det er jo varmt i Barcelona på denne årstid, så vore spillere havde svært ved at få stokkene til at glide ordentligt. Det betød, at vi i mellemrunden tabte til Schweiz efter en ekstra ende, og dermed var vi nødt til at spille om placeringen 3-4, og den kamp tabte vi desværre til Katalanien med 28 - 3, og dermed var sidstepladsen en realitet. Turneringen foregik i en meget lækker curlinghal med 4 baner, hvor man så spillede på langs. Der blev spillet fredag aften fra kl. 22, som man er vant til på de kanter, og turneringen sluttede først efter kl. 01 om natten. Lørdag aften blev alle deltagerne inviteret til at overvære FC Barcelonas kamp på Nou Camp mod Recreativo, hvor de sammen med 65.000 tilskuere så Barcelona vinde 3 - 0. Søndag var der hjemrejse, en stor oplevelse rigere...