Ked af fremstilling
HIF's afgående træner Steen Nedergaard efterlyser objektiv analyse
l FODBOLD: I forbindelse med nyheden omkring trænerskifte i HIF, blev det fremstillet at man i HIF savnede engagement og seriøsitet omkring Steen Nedergaard og Kim Rasmussens indsats. HIF's ledelse har på klubbens hjemmeside uddelt store roser til træner-duoen, men der er åbenbart også en anden side. "Uofficielt ligger der imidlertid lidt skuffelse over manglende engagement. Der var ikke stillet særlige krav i kontrakten, men træning kun 2-3 gange om ugen og yderst sjældent en overvågning af modstandernes kampe, som man ser andre trænere gøre i rigt mål, virker ikke seriøst nok. Det kan muligvis have haft nogen betydning i de sidste afgørende kampe om oprykningen, ymtes der om, mand og mand imellem i klubbens indre cirkler" (citat slut). - Jeg er meget ked af at blive skudt i skoene, at jeg ikke har været engageret og seriøs, fortæller Steen Nedergaard. - I min aftale med HIF har der været en begrænsning i, hvor mange gange jeg måtte tage over broen. Den aftale var økonomisk begrundet, og den tillod mig tre ugentlige ture. Derfor har det ikke været muligt, at tage til Sjælland, når modstanderne har været i kamp. Men jeg har da forsøgt at planlægge mig ud af at kunne overvære nogle af modstandernes kampe, og jeg har da også set flere i foråret. At jeg så er den første, der kommer til træning og den sidste, der går, når jeg har fået løst problemer af den ene eller anden art, er vel bare en del af jobbet. Men at fremstille mig som ikke engageret og useriøs er en uretfærdighed og ting, der generer mig som person og klandrer mit eftermæle. Det går jeg meget op i, da jeg selv mener, at jeg er en flittig og omhyggelig person... - Som jeg ser det har HIF’s ledelse fået lige præcis det, de har ønsket. Da jeg kom til for 1 1/2 år siden, lå vi nummer 8 i Danmarksserien. I dag er vi nummer 3 i 2. division og har været med hele vejen omkring oprykning til 1. division. Den målsætning, der blev lagt ved oprykningen til 2. division var, at vi skulle slutte blandt de 5 bedste hold, og det kommer vi til. Kim Rasmussen og undertegnede har løftet den opgave, vi er blevet pålagt, og så skal man ikke klandre os for manglende engagement og seriøsitet... - Endelig har de sidste måneders håndtering af et fortsat samarbejde mellem HIF og mig ikke gjort det svært at vælge. Det er nemlig foregået på et niveau, som jeg ikke ønsker at være på... Kommentar - fra Teddy Hebo Larsen formand for Hvidovre Fodbold A/S - Vi har i Steen Nedergaard haft en yderst seriøs og professionel træner, som har leveret varen 100 %. Steen har igennem sit 1,5-årige engagement i Hvidovre tilført vores klub en del andre kvaliteter udover det rent sportslige, hvilket kompletterer billedet af en ærekær og seriøs træner. Modellen med at afprøve en trænerkonstellation bestående af Steen Nedergaard og Kim Rasmussen, der skulle dele ugens træningspas imellem sig således at de begge var tilstede til tirsdagens træning, var ledelsens opfindelse. Derfor påtager vi os også det fulde ansvar. Men til trods for den skuffelse vi alle har følt, da oprykningen endegyldigt glippede, må det sportslige resultat i indeværende sæson stadig betegnes som en succes, som begge trænere har sin store del af æren for. Hvem havde forstillet sig for 1 år siden, at vi skulle være tæt på oprykning til 1. division. Derfor en stor tak og anerkendelse for det arbejde som Steen og Kim samt den øvrige stab omkring holdet har ydet...eb