Den røde juletulipan blev indviet

En festlig symfoni af toner og tekst prægede indvielsen af Risbjerg Kirkes nye orgel, som Lisbeth Munk Madsen gav kælenavnet "Den røde Juletulipan. De var der alle sammen. Høj og lav, ung og gammel, barn og voksen, og i sidste øjeblik gøres der en kraftanstrengelse, for at de sidst ankomne også kan få en siddeplads. Ekstra stole og taburetter slæbes ind i kirken, men fortsat er der pres på ved indgangen. Men klokken 10 er der ro og samling, og for første gang kan menigheden lytte til tonerne fra det splinternye orgel. Dørene til våbenhuset slås op og ind kommer børn, forældre, dåbsgæster, provst og præster og går i samlet procession op ad den røde løber. Det er et højtideligt øjeblik, som menigheden med stor forventning har set frem til i flere år. Og smilet breder sig i kirken, da orglet sætter ind med fuglesang som optakt til salmen: "Alt hvad som fuglevinger fik". Det er som om denne lethed fra orglet også påvirker hver enkelt, som med sin stemme og sang gør sig ekstra umage for at hjælpe orglet og organist, Lise Dynnesen, godt på vej. I sin prædiken blander Lisbeth Munk Madsen sig smukt i tonesproget med en symfoniallegori. - På en måde er enhver gudstjeneste en symfoni af tekster. Som i dag: Først et festligt præludium af Esajas. Derpå et mere alvorligt midterstykke af Paulus for så at slutte med en tekst af Matthæus i tonearten dur, som handler om barnet som det største i himmerige. Under denne del af festlighederne har børnene i øvrigt fået frikvarter og befinder sig i de tilstødende lokaler, hvor de kan tegne, lege og nyde en enkelt kiks. Mere overdådigt er den efterfølgende reception, som er arrangeret af "Hverdagskirken" ved Anne Grethe Madsen. Her mangler der ikke noget. Der nærmest flyder med mælk og honning. Et smukt dækket bord med diverse smagsoplevelser, vin, vand og øl. Håbets farve er gennemgående og Risbjerg Kirke kan virkelig med en engageret menighed og gode præster gøre sig berettiget håb om en frodig fremtid.