Et BRAG af en undervisningstime
Se, oplev og prøv selv: TEC på Avedøre Holme vil gøre op med ukendskab og myter omkring de faglige uddannelser
l Bang! Et øjebliks uopmærksomhed, og den mange tons tunge lastbil kører med "kun" 50 km i timen ind i den holdende personbil. Det foregår på TEC Landtransport i Hvidovre på lørdag den 30. september kl. 11.00 og resultatet er rystende - og praktisk anskuelsesundervisning for skolens chaufførelever: Sådan skal det ikke gøres! Et øjeblik efter er redderelever fra TEC Redning i gang med frigørelsesværktøjet for at befri "passagererne" fra den knuste personbil. Sådan skal dét gøres! "Se, oplev og prøv selv!" Det er overskriften, når TEC Teknisk Erhvervsskole Center, der foruden Hvidovre har afdelinger på Frederiksberg og i Lyngby, Gladsaxe, Ballerup og Dragør, på lørdag den 30. september kl. 10-13 har ekstraordinær undervisningsdag og åbent hus med adgang for alle interesserede. Landtransport og redning demonstreres på afdelingen på Avedøre Holme, Stamholmen 201-213 i Hvidovre, hvor redningsafdelingen - ud over "ulykken" kl. 11.00 - også demonstrerer højderedning fra mast kl. 12.00 Og hvor der i øvrigt dagen igennem fra kl. 10.00 til 13.00 er rundvisning på værksteder og i haller med mulighed for at se undervisning i kran, lager og godshåndtering. Og for at få testet sine bremser på autoværkstedet. Baggrunden for arrangementet er, at teknisk skole er "lukket land" for mange i en tid, hvor stadig flere vælger gymnasievejen og de teoretiske uddannelser. Dét plus de misforståelser, myter og fordomme, der supplerer det almindelige ukendskab, vil TEC gøre noget ved, og metoden er enkel: Kom inden for! Se, oplev og prøv selv! Derfor holder TEC's afdelinger åbent lørdag for at give alle muligheden for at se hvilke uddannelser der tilbydes, og hvordan undervisningen foregår. Samt møde de, der er i gang med deres uddannelse. Tale med elever og lærere og i en lang række tilfælde selv prøve at få værktøjet i hånden. Ud over chauffør- og redderuddannelserne er der denne lørdag mulighed for at stifte bekendtskab med så forskellige uddannelser som fx optometrist (optiker), elektriker, skomager, mekaniker, VVS, maler, datatekniker, smed eller flymekaniker. Det tekniske skolesystem tilbyder også gymnasievejen via HTX - højere teknisk eksamen. På TEC - Teknisk Gymnasium på Frederiksberg og i Lyngby og Ballerup kan man følge en række spændende aktiviteter i klasselokaler og laboratorier. I forbindelse med TEC-dagen inviteres gæsterne til en konkurrence, hvor der blandt præmierne er tre stk. cykler til børnene, to bærbare pc'er til unge og en gæstehytte til de voksne konkurrencedeltagere.