Gratis lån til tænder
Tandlægegruppen Rosenhøj lancerer nu finansiering af større tandbehandlinger med et rente- og gebyrfrit lån
Af økonomiske årsager siger langt over halvdelen af danske tandlægepatienter i dag nej tak til nødvendige behandlinger, som forstærker og bevarer tænderne. Det viser en stor dansk undersøgelse fra Århus Tandlægeskole, hvoraf det fremgår, at 64 pct. af de patienter, der har brug for en krone for at behandle en ødelagt tand, vælger en sådan løsning fra. Ligeledes - ifølge undersøgelsen - er den hyppigste begrundelse, at patienten ikke har økonomisk mulighed for at få foretaget den nødvendige behandling. Denne tendens kender Tandlægegruppen Rosenhøj også til. For at vende udviklingen lancerer klinikken nu et helt nyt koncept: Få større behandlinger som for eksempel kroner, broer, implantater eller større plastfyldninger finansieret med et rente- og gebyrfrit lån. Det er første gang, danskerne får mulighed for at købe tandbehandlinger på en officiel kontoordning. Den nye ordning er døbt dinTANDkonto og er allerede, ligesom på de øvrige 60 klinikker der er tilknyttet sammenslutningen dinTANDLÆGE, trådt i kraft hos Tandlægegruppen Rosenhøj. Jørgen Kolind Knudsen fra Tandlægegruppen Rosenhøj siger: - Det er livskvalitet at beholde sine egne tænder hele livet. Vi oplever ofte at lappe og lappe en tand - så den til sidst ikke kan repareres yderligere - og derfor mistes. Vi har valgt at lave kontoordningen for at sikre, at flest mulige af vores patienter får økonomisk mulighed for at forstærke og bevare deres egne tænder i stedet for at vælge billige og uholdbare løsninger... Med den nye dinTANDkonto kan patienter hos Jørgen Kolind Knudsen selv vælge, hvor mange penge de hver måned vil betale af på deres lån. Desuden kan en patient, der får tandproblemer på en ferie andre steder i landet, henvende sig til en af de øvrige klinikker i dinTANDLÆGE og hurtigt og omkostningsfrit få sine journaler og øvrige patientoplysninger overført elektronisk fra sin sædvanlige tandlæge.