Undgik ikke helt kvalerne
Blandet start på elitekvalifikationen for Hvidovres herrer og damer
l VOLLEYBALL: Hvidovres to førstehold i volleyball fik en blandet start på elitekvalifikationen. Herrerne vandt 3-0 efter en flot og koncentreret indsats, mens damerne skuffende tabte 1-3 i Århus. - Vi slår Grøndal 3-0 uden overhovedet at være presset, fortæller Kasper Lindberg fra klubben. - Det var en dejligt koncentreret indsats. Grøndal kommer næppe til at kæmpe med om elitepladserne, men på den anden side var vi usikre på vores egen form, så det var en lettelse at slå dem så klart. Kun i 2. sæt var vi en smule under pres, men vi viste stor stabilitet, og det blev afgørende. Vi var uden vores sædvanlige anfører, Søren Bruncke, men i hans sted spillede Tim Christensen en god kamp i angrebet. Og så blokerede og forsvarede vi godt over hele linjen... - Allerede onsdag aften møder vi Amager på udebane, og kan vi vinde den kamp, vil det være en ren drømmestart. Så begynder jeg i hvert fald at tro på, at vi for femte år i træk kan rykke op fra elitekvalifikationen... - Vores damer fik en mindre heldig start på kvalifikationen. På udebane imod Åbyhøj fra Århus blev det 1-3. Hvidovre kom ellers godt fra start og vandt det tætte 1. sæt. Men som kampen skred frem, fik holdet sværere og sværere ved at afgøre deres angreb. Efter nederlag i de to næste sæt gik det helt galt i 4. sæt. Åbyhøjs rutinerede hold satte blokaderne godt og vandt så stort som 25-8... - Resultatet er skuffende, fordi Åbyhøj er et af de hold, vi nok skulle slå for at have en chance for at rykke op. Nu er det vigtigt, at vi rejser os hurtigt oven på skuffelsen. Herrerne spiller onsdag, mens damerne lørdag skal på en svær opgave på udebane mod Gentofte...