70 ÅR
På søndag den 11. juni kan fhv. regnskabschef Børge Grøn-Iversen fejre sin 70 års fødselsdag. Børge Grøn-Iversen stammer fra Himmerland, men har boet i Hvidovre siden 1954. Børge Grøn-Iversen har siden 1965 været medlem af Risbjerg sogns Menighedsråd og er i dag formand for rådet. Siden 1967 har han tillige været formand for Risbjerg Kirkegårdsbestyrelse og har således forestået hele kirkegårdens udbygning både bygningsmæssigt og med hensyn til gravstedsarealer. I en lang årrække har Grøn-Iversen været medlem af Rødovre-Hvidovre Provstiudvalg og er i dag næstformand for udvalget. I 1970 var Grøn-Iversen med til at starte den lille selvejende institution Børnehaven "Skolestien" på Bibliotekvej. I 30 år var han kasserer for institutionen, og i dag er han formand for bestyrelsen. Fødselsdagen fejres under private former, men der er åbent hus i hjemmet Høvedstensvej 24 på mandag den 12. juni mellem kl. 14.00 og 16.00.