Marked, biltorv og fanklub
Torvemarked ved rådhuset udvides på lørdag den 2. september
Når HIF's Gamle Kæmper arrangerer Torvemarked på lørdag den 2. september bliver det med ikke færre end 40 biler og adskillige stande på årets store Biltorv. Læs meget mere herom i tillægget "Byens Biltorv". Men ved siden af biltorvet er som sædvanlig loppemarked med masser af boder, mad og hygge. På lørdag er HIF's Fanklub at finde på loppemarkedet. Der vil være salg af souvenirs, og et par af spillerne vil komme forbi, og der vil være mulighed for at få en fodboldsnak. Endvidere afholdes en konkurrence i "at få flest på foden", hvor der bl.a. vil være mulighed for at vinde billetter til søndagens hjemmekamp mod Holbæk. Man sætter også et fjernsyn op, og viser ældre HIF-kampe, bl.a. klip fra pokalfinalen 1980. Derudover sælges mad og drikke og de mange stande med loppefund kan besøges. Her er også aktiviteter for børn. Markedet åbner som sædvanlig kl. 9.00 og varer til kl. 15.00.