Øjebliksbilleder af Rein
Hvidovre Hovedbibliotek udstiller indtil den 25. februar "Øjebliksbilleder" tegnet af billedkunstneren Inge Falkentorp Rein. Om billederne fortæller Inge Falkentorp Rein: - Gennem et langt liv har det fascineret mig at kigge på folk, forestille mig at jeg netop er hende eller ham. Grådig og nysgerrigt glanede jeg som barn. Som voksen glor jeg stadig. Ganske ubemærket sætter jeg mig på en cafe, på Hovedbanegården eller på biblioteket, iagttager de besøgende og nedfælder mine indtryk på papir. Hundredvis af skitser er det blevet til, hvoraf et udvalg bliver vist her... Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid, og der er fri entré. Inge Falkentorp Rein er uddannet på Kunsthåndværkerskolen og på Kunstakademiet. Arbejder inden for maleri, grafik, tegning og illustration. Beskæftiget som lærer ved Kunsthåndværkerskolen. Vigtigste udstillinger: Forårsudstillingen Charlottenborg. Thorshavn Kunstmuseum. Sophienholm Septemberudstilling. Kvindegalleriet. Damhuset. Det Færøske Hus. Zoologisk Have. Palæfløjen Roskilde. Sophienholm Dyrebar. Gammelgård Kulturcenter. Helligåndshuset. Galleri Nybro.