Kender du en sprogkuffert?
Nogle tror stadig, at et bibliotek kun låner bøger ud, men det moderne folkebibliotek har mange andre spændende tilbud. På HvidovreBibliotekerne kan man i børnebiblioteket låne en sprogkuffert! Barnets første ord kommer ikke af sig selv. De kommer ved at lytte, opleve og efterligne, og for hvert nyt ord erobrer barnet et stykke af verden. Nogle børn - danske såvel som tosprogede - har behov for en ekstra indsats ved sprogstimuleringen. Disse børn og deres voksne har de sidste par år haft mulighed for at låne en sprogkuffert, som indeholder forskellige materialer til stimulering af barnets sanser. Hver kuffert har sit emne, og indholdet kan f.eks. være bøger, spil, legetøj eller musik og lyd, der passer til emnet. I sprogkufferten ligger der også en vejledning til den voksne, der kan få gode idéer til sproglege med barnet. Det tætte samvær mellem barn og voksen skulle også gerne give anledning til en god hyggestund med sproget i centrum! HvidovreBibliotekerne råder indtil nu over13 forskellige emner fordelt på 16 kufferter, og der bliver stadig arbejdet med at sammensætte nye kufferter om flere emner. Nogle af de populære kufferter er f.eks. "Bondegårdens dyr" og "Sange & rytmer" - spørg på biblioteket, hvis du vil vide mere om, hvilke sprogkufferter der findes og om lånereg-lerne. Ved årsskiftet kom der en folder om sprogkufferterne, som kan hentes på biblioteket, sendes rundt til småbørnsforældre eller kan hentes på bibliotekts hjemmeside.