Mit liv som nonne
Søster Abraham med det borgerlige navn Dr. Kirsten Stoffregen Pedersen besøger Hvidovre Kirke
Søster Abraham fortæller om sit liv og sin tro som nonne i Hvidovre Kirke, menighedshuset, Hvidovre Kirkeplads 3 på onsdag 1. februar kl. 19.30. Hendes liv og færden har til forskel fra mange andres været temmelig anderledes og uforudsigeligt. Som ung kvinde rejste Dr. Kirsten Stoffregen Pedersen til Birgittertiner-ordenen i Vadstena i Sverige og blev katolsk søster, og fik her navnet Søster Abraham. Efterfølgende fulgte hun sit kald til at rejse til Det Hellige Land og har nu boet i Israel i mange år. Hun er kendt for sin kløgt, sin skarphed og sin stædighed. Men hun er også kendt for sin mildhed, og for sin evne til at vise omsorg. I mange år har Søster Abraham boet i Jerusalem, hvor hun er aktiv på flere områder; både i det kirkelige liv med studier og undervisning. Men hun er også kendt for at male ikoner, og medvirkede i en række TV-udsendelser om emnet for nogle år tilbage. Hun har også taget en doktorgrad fra universitet i Jerusalem.