Grønt salg kan gavne Avedøre
Hvis afd. Nord afhænder en bid af kilen, kan hjemfaldskroner gå til hele området
Hvis Afd. Nord i AKB i Avedøre Stationsby på et kommende afdelingsmøde beslutter, at en bid af den grønne kile skal sælges fra, kan et evt. overskydende provenue in- direkte komme hele Avedøre til gode. Det antydede borgmester Britta Christensen på forrige byrådsmøde - en antydning, der faldt under debatten om afdelingens urafstemning, der skal gå om på grund af procedurefejl. - Jeg har fremført på et møde (mødets art, tid og sted samt navnene på deltagerne forbliver uangivet trods direkte forespørgsel hos borgmesteren, red.), at såfremt der bliver tale om nogle hjemfaldskroner - ligesom i Friheden, hvor man byggede den store sal derude til stor glæde for borgerne - så mente jeg, at man så kunne bruge dem ude fra Friheden, men ikke på nogen måde til nogen afdelinger eller til Stationsbyen. Hvor man godt kunne forestille sig, at man kunne bruge dem til renovering af området eller Avedøre Tværvej. Eller lignende. At det ville jeg ihvertfald arbejde for i kommunalbestyrelsen, sagde borgmesteren til byrødderne. Det jeg mente ... Efter byrådsmødet har Hvidovre Avis bedt borgmesteren forklare sig: - Det er fremkommet, at jeg ville arbejde for, at evt. hjemfaldskroner blev givet tilbage til afd. Nord. Det er ikke korrekt, idet det ville være direkte ulovligt. Jeg har derimod nævnt, at jeg ville arbejde for, at evt. hjemfaldskroner kunne gå tilbage til Avedøreområdet. Her har jeg specifikt nævnt f.eks. en renovering af Avedøre Tværvej, forklarer Britta Christensen og tilføjer: - Da Frihedens Butikscenter blev bygget, valgte kommunalbestyrelsen at bruge pengene til at bygge Aktivitetssalen ved Ll. Friheden - til glæde for rigtig mange borgere. Afviser rygte Borgmesteren afviser i øvrigt et rygte om, at hun skulle gå ind for et salg af den grønne kile. - Jeg har fået at vide, at der i det materiale der er husstandsomdelt forud for urafstemningen i afd. Nord står, at jeg går ind for projektet. Såfremt det er korrekt, kan jeg meddele, at jeg intet kendskab havde til projektets omfang, idet jeg ikke havde set det, og derfor naturligvis heller ikke kunne tages til indtægt for, at jeg gik ind for projektet, tilføjer borgmesteren, og pointerer: - Projektets omfang har jeg en helt speciel, personlig holdning til, som bliver luftet på et andet tidspunkt. terf