Flere ældre end ventet
Og færre unge, viser nye tal for Hvidovre
Antallet af borgere i aldersgruppen 67-99 år vokset mere end forventet i Hvidovre. Kommunen regnede med 6.885, men rent faktisk er der tale om 6.937 borgere i den ældre aldersgruppe, det vil sige en forskel på plus 52 personer, svarende til 0,76 %. Det viser en frisk opgørelse fra Hvidovre Kommune. Derudover er der i Hvidovre færre børn, unge og voksne i den erhvervsaktive alder ved begyndelsen af 2006 end prognoserne havde forudsagt. Generelt er antallet af borgere i Risbjerg og Avedøre Sogne vokset. Væksten i Avedøre skyldes i høj grad udbygningen af Avedørelejren. Her er inden for de sidste par år opført en række ejer- og andelsboliger. - Befolkningsprognosen giver naturligvis anledning til overvejelser om, hvad vi kan gøre for at fastholde og tiltrække flere unge i den erhvervsaktive alder, bemærker borgmester Britta Christensen. I forhold til unge familiers behov for kultur- og fritidsaktiviteter, står Hvidovre stærkt, mener hun. Men byrådet bliver nødt til at tage fat og tænke alternativt, hvis der også skal skabes boliger til de unge erhvervsaktive. - Hvidovre har desværre ikke så mange store lejeboliger, og måske kunne der gøres en indsats her, siger hun. - Udbygningen af Avedørelejren kommer givet til at betyde, at vi trækker flere yngre borgere til kommunen, men vi bør se på, hvilke andre muligheder vi har for at skabe et supplement til lejren. terf