Tæppehandel ved Store Hus
På forretningsstrøget ved Store Hus åbner Ibrahim Korkmaz en tæppe- og farvehandel ved navn Aladdin Tæpper på tirsdag den 1. august. Her kan man erhverve sig ægte maskintæpper, både de helt moderne, tyrkiske designertæpper og tæpper med mere klassisk snit. Tæppe-mærkerne er Bahariye og Rixos - og de er tilgængelige både i løbende meter og væg-til-væg. Derudover kan man købe linoleum og desuden maling af mærket PP Mestermaling. Forretningsarealet fylder 430 kvadratmeter, så det var nødvendigt at rive en væg ned i lokalet, der ligger, hvor den tidligere Danske Bank og gaveforretningen Pelé holdt til. I det daglige vil Aladdin Tæppers kunder blive betjent af Abdullah Gür , 41 år. Både han og Ibrahim Korkmaz kender Avedøre-området godt. Bl.a. har Abdullah spillet fodbold i den lokale klub. De glæder sig begge til at få gang i tæppehandlen. terf