Behov for sen børnepasning
Også i Hvidovre er der givetvis forældre, der på grund af arbejde har behov for sen børnepasning - uanset om man er på vagt som specialarbejder, politimand, sygeplejerske eller lokalpolitiker. Endda et forstærket behov for de mange, der er singler. Omfanget af behovet er så vidt vides ikke undersøgt for Hvidovres vedkommende, men fakta er, at den officielle åbningstid for såvel de kommunale som selvejende børnehaver i Hvidovre er politisk fastsat i perioden fra mandag til fredag fra kl. 6.30 til 17.00. Dermed er Hvidovre blandt broderparten af danske kommuner, der ikke tilbyder sen børnepasning. Det viser en særkørsel fra Projekt Børnepasning, som Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev ArbejdsMarkedsPolitisk Agenda har fået foretaget. Projekt Børnepasning er et samarbejde mellem en lang række organisationer og virksomheder, der skal sætte fokus på børnefamiliernes vilkår. Mange kommuner vil nok svare, at behovet for sen børnepasning ikke er så stort. Og derfor må en del familier alliere sig på kryds og tværs med familie og venner, for at få pasningen til at fungere. Man indretter sig. Men dermed risikerer barnet at blive kastebold mellem, hvem der nu kan hente og bringe, og det giver ikke den tryghed og ro, som barnet har behov for. Men det er utilfredsstillende, at kommunerne ikke viser større fleksibilitet overfor børnefamilierne. En moderne kommune bør ellers kunne tilbyde børnepasning også på skæve tidspunkter som et led i en fleksibel og moderne familiepolitik. Det vil gøre det mere attraktivt at bosætte sig i bl.a. Hvidovre, og dermed sikre flere skatteindtægter til kommunekassen. Tiden er ganske enkelt inde, hvor man bør undersøge seriøst, om der i Hvidovre er belæg for at indføre sen børnepasning.