Valg til det katolske menighedsråd
Der er gået fire år siden de sidste valg til Pastoral- og menighedsråd i den katolske Sankt Nikolaj Kirke i Hvidovre, og nye valg skal nu finde sted søndag den 30. april. - I vores menighed betyder det, at valget finder sted umiddelbart efter lørdagsmessen den 29. april fra ca. kl. 17.30 til 18.00 og søndag den 30. april efter højmessen fra ca. kl. 11.00 til 12.00, fortæller Inger Bjørn Hansen fra valgbestyrelsen. - Er man forhindret i at afgive sin stemme i kirken netop disse dage, kan der afgives brevstemme indtil lørdag den 29. april - den seneste dato, hvor brevstemmen skal være valgbestyrelsen i hænde. Valgbar - d.v.s. kan opstille som kandidat til valgene - er enhver katolik i Danmark, som er opført på valglisten i sit sogn. Dog er en katolik ikke valgbar, hvis vedkommende bringer sig i et sådant forhold til Kirken, at vedkommende må anses for uegnet til at beklæde offentligt hverv. Sognets valgbestyrelse består af Inger Bjørn Hansen, Grete Dyrstrøm og Ole Mohrsen (fmd.). Medlemmer af menigheden som har spørgsmål til valghandlingen, er velkomne til at kontakte formanden telefonisk på 43 60 19 27.