60 ÅR
l Henrik Thorup , første viceamtsborgmester i København Amt, fylder 60 år søndag den 28. maj Statsrevisor, første viceamtsborgmester i København Amt, anden næstformand i Region Hovedstadens Forberedelsesudvalg, bestyrelsesmedlem i den nye paraplyorganisation Danske Regioner, medlem af det sociale nævn, medlem af bestyrelsen i Dansk Folkeparti og lokal kredsformand: Det er bare nogle af de jern, Henrik Thorup har i ilden. Henrik Thorup blev født i Gentofte, og det var på Hellerup Skole, han tog sin realeksamen i 1963. Som de fleste ved, er det også i Gentofte, Henrik Thorup bor i dag sammen med sin kone og ungdomskæreste, Dansk Folkepartis førstekvinde, Pia Kjærsgaard. Thorups karriere startede som elev i Baltica. Forsikringsuddannelsen blev afløst af en tid som soldat ved Sjællandske Livregiment, og Henrik Thorup nåede at lægge vejen forbi kaffebranchen som hhv. butiks- og salgsinspektør, før han vendte tilbage til Baltica, hvor han uddannede sig til eksamineret assurandør. Senere kom Henrik Thorup til AI-Forsikring, hvor han blev ansat som leder af selskabets Region Sjælland. Det blev til fem år i AI-Forsikring og derefter tre år i Post Danmark som salgschef, hvorefter Henrik Thorup, dannede konsulentfirmaet DanWrite. Han kørte firmaet i syv år, indtil det politiske arbejde i Dansk Folkeparti fik overtaget. I 1998 førte det politiske engagement til en post som statsrevisor – et hverv, han har beklædt siden, og som har givet ham mulighed for at sætte eksempelvis Combus-sagen, DR-byggeriet og IC4-togene på den politiske dagsorden. I 2001 blev Henrik Thorup valgt ind i Københavns Amtsråd for Dansk Folkeparti, i 2005 blev han valgt ind i Region Hovedstaden, og her i marts 2006 blev han valgt ind i den nye paraplyorganisation, Danske Regioners, bestyrelse. På privatfronten har Henrik Thorup to voksne børn og tre børnebørn, og det foretrukne feriested er den græske ø Santorini, hvor Henrik Thorup og Pia Kjærsgaard købte et hus for nogle år siden. Amtsrådet markerer Henrik Thorups 60-årsdag med en reception i Amtsrådssalen den 29. maj kl. 15-17, Amtsgården, Stationsparken 27, 2600 Glostrup.