Næsten til UG med det hele
HIF's håndboldherrer tæt på fortsat oprykningsspil
l HÅNDBOLD: Et stort nederlag i sidste mandag i Ringsted på 29-21 mod ligareserverne fra Team Midtsjælland var næsten en håbløs opgave at løse i onsdags i Dansborghallen, men det lykkedes næsten. HIF vandt 27-21, men førte 27-20 kort før tid og havde tilkæmpet sig bolden. En sejr på 28-20 havde betydet, at HIF gik videre i oprykningsspillet, men sådan skulle det ikke gå i denne omgang. - Havde vi vundet 28-20, havde vi løst opgaven til UG med kryds og slange, men nu blev det kun til UG, mente træner Bo Taylor efter kampen. - Jeg kan dog stadig glæde mig over en meget flot sæson, hvor vi kun har tabt til de hold, der må bruge U-23 ligaspillere som de har løst til. Møder man de hold i en weekend, er de til at tale med, fordi ligaspillere er bundet af ligaen. Men på en hverdag kan de deltage, og så udgør de en forskel. Der er forlydender om, at de regler nu laves om, og det må vi hilse velkomment. Det er fuldstændig urimeligt, at forbundet på den måde satser så meget på de bedste, og lader de næstbedste i stikken... - Vi er ude af oprykningsspillet, men faldt med ære. Reelt tabte vi kampen i Ringsted sidste mandag og 2. halvleg i særdeleshed. Vi var med til 12-12 ved pausen og havde tre situationer i overtal som vi alle tabte med 0-2. Det var ikke godt nok. En næsten umulig opgave løste vi næsten i onsdags, og det siger meget om det overskud og potentiale, holdet har... HIF havde nogle spillere, som virkelig trådte ind på scenen i onsdags. Anders Tilgaard sad udenfor med et trykket ribben fra det første opgør, men i hans fravær var der andre, der kunne. Søren Christiansen tog ansvar og scorede 9 mål heraf 4 på straffekast. Fysisk kunne han matche modstanderne hele vejen. Wingen Jesper Andersen fik for alvor lagt tryk på og scorede 6 mål, og så var Jack Wollerup meget oplagt. Den finurlige spiller scorede flere spektakulære mål, og også han kom op på 6 scoringer. Dommerne lagde en konsekvent linie fra første fløjt, og den var spillerne hurtige til at følge. Desværre gik den fløjten i 2. halvleg, hvor de to opmænd i deres præstationer følte sig nødsaget til hele tiden at forklare deres domme både til spillere og trænere, og så opstod usikkerheden og frustrationerne. Helt galt var det netop i slutfasen, hvor Jack Wollerup ved 27-20 erobrede bolden, men blev bortdømt for fod på bolden. Ringsted fik bolden og etablerede et angreb, hvor der blev afsluttet ude omkring 3-meteren. Det gav straffekast og en 2 minutters udvisning til HIF. Så blev resultatet 27-21 og Ringsted var videre. Den helt store positive oplevelse var målmand Sebastian Eskerud, der leverede en fantastisk præstation med store redninger gennem hele kampen. En virkelig flot præstation på en dag, hvor det var påkrævet.eb