Rørende marsvinteater
"Farvel, Hr. Muffin" lørdag den 4. marts
"Hr. Muffin sidder på sine gamle marsvinedage og tænker tilbage. På sin lille liste skriver han: 1 meget klog og venlig kone. 1 lille blåt hus med egen postkasse. 4 lodne børn. 728 agurker. 2.055 armfulde hø, græs og mælkebøtter. Plus af og til post i postkassen". Jo, Hr. Muffin har haft det godt. Engang kunne han bære en hel agurk på ryggen, men nu er han gammel og har ondt i maven. Med sin gribende og sjove dukketeaterforestilling "Farvel Hr. Muffin" fortæller Teater Refleksion en vigtig historie om livet, døden - og marsvin. Stykket kan ses på Hvidovre Hovedbibliotek lørdag den 4. marts kl. 11.00 af alle børn fra 5-9 år og deres voksne. Der er gratis billetter så længe lager haves. Billetterne kan hentes i Børn og Unge Afdelingen, Hvidovrevej 280. Man kan også ringe på tlf. 36 39 20 40 og få lagt billetter til side.