Lokalhistorisk Selskab klar til en ny sæson
Har mange interessante arrangementer på programmet, bl.a. på mandag med kunstneren Uffe Schønnemann
Hvidovre Lokalhistoriske Selskab har tyvstartet på sæsonen med at invitere medlemmerne til rundvisning i Pometet i Høje Tåstrup. Arrangementet foregik i forbindelse med Pometets 50 års fødselsdag midt i denne måned. - Det blev en formiddag, hvor vi blev ført ind i den spændende udvikling, de danske frugttræer har gennemgået produktions- og afsætningsmæssigt. Mange af barndommens kendte navne på æbler, pærer og blommer kunne her ses og prøvesmages til deltagernes udelte begejstring, fortæller formanden Ole Asbjørn Petersen. Familien Schønnemann Af de mange interessante arrangementer i sæsonen 2006/2007 kan bl.a. nævnes: På mandag den 9.oktober vil Hvidovredrengen og kunstneren Uffe Schønnemann fortælle om sit og den kendte Hvidovre-families begivenhedsrige liv. Han vil også berette om et spændende slægtskab i udlandet og historier fra sine mange kunstneriske rejser i ind- og udland. Den 13. november er der foredrag ved lederen af Historiens Hus og Cirkusmuseet arkivchef Poul Sverrild. Sidste nyt fra det lokalhistoriske område vil få en central plads denne aften ikke mindst arbejdet med Hvidovre som kulturarvskommune, hvor der peges på områderne: mellemkrigstidens parcelhuskvarterer, 1950'ernes almene boligbebyggelser og senindustrialismens funktionsopdelte bylandskab. Den 15. januar 2007 vil lokalhistorikeren Jørgen Nielsen fortælle den spændende historie om den flugt, som flybesætningsmedlemmet Donald V. Smith foretog i 1943 over Sjælland gennem vestegnen. Mange af vestegnens beboere hjalp til, og Donald V. Smith blev den første allierede flyver, der kom videre til Sverige. Den 19. februar præsenteres i samarbejde med Historiens Hus en udstilling om det danske industrisamfunds kulturhistorie gennem de sidste 150 år. Den 16. april holder den markante Hvidovreborger Herluf Rasmussen foredrag om besættelsestiden, likvideringerne. Desuden vil han berette om mange andre spændende hændelser i et langt liv som lokal- og landspolitiker, bl.a. stifter af SF, vicepræsident i Folketinget og FN-delegeret i New York. Foredragene finder sted i Lille Frihedens lokaler på mandage kl. 19.30 (dog ikke arrangementet den 19. februar, der foregår kl. 19.30 i Historiens Hus i Avedørelejren). Ud over disse arrangementer planlægges besøg på Hvidovre Rådhus i marts måned og et besøg på Politimuseet i maj måned. Blev medlem! Alle er velkomne som medlemmer af Hvidovre Lokalhistoriske Selskab, og kan - sammen med kommunens øvrige borgere - benytte sig af tilbudene fra Historiens Hus, men derudover modtager selskabets medlemmer særlige tilbud om arrangementer, aktiviteter og et kvartalsvis udgivet medlemsblad. En del af selskabets medlemmer - Kulturisterne - deltager med baggrund i deres store viden om lokale forhold ved gennemførelse af arrangementer iværksat af Historiens Hus eller selskabet. Seneste medvirken foregik den 24. september på Københavns Befæstningsdag, hvor kulturisterne var til stede i et af krudtmagasinerne, på Avedøre Flyveplads og ved Historiens Hus. Rytterskolen ved Hvidovre Kirke og Hvidovre Torv er sæde for Hvidovre Lokalhistoriske Selskab, og der er mulighed for at besøge Rytterskolen og træffe et af bestyrelsesmedlemmerne tirsdag formiddage - blot ikke i skoleferier og på helligdage- eller de to første torsdage i oktober mellem kl. 17.00 -18.00. - I bestyrelsen håber vi, at endnu flere får lyst til at engagere sig i det lokalhistoriske arbejdsområde, hvad enten det drejer sig om nytilflyttere, der ønsker at høre om den kommune, de er tilflyttede, eller borgere, der har levet i og oplevet udviklingen af Hvidovre kommune, understreger Ole Asbjørn Petersen. - Der er p.t. 328 personer og 40 foreninger/erhvervsvirksomheder, der er medlemmer af Hvidovre Lokalhistoriske Selskab. Medlemskab af Hvidovre Lokalhistoriske Selskab koster årligt kr. 125 eller kr. 100 for pensionister. m-