Curling på kurs efter medaljer
Dorthe Holm dansk fanebærer ved OL
I mandags blev det danske hold til OL i Torino præsenteret. Som eneste deltagere fra Danmark er curlingholdet udtaget, og det er stort set indbegrebet af Hvidovre Curling Club. Skipper Dorthe Holm er fanebærer, og hun suppleres af Denise Dupont, Malene Krause, Lene Nielsen og Maria Poulsen. Holdleder er Avijaja Järund og træner Lasse Lavrsen. - Vi har forberedt os optimalt, fortæller træner Lasse Lavrsen. - Allerede fra august måned lå de første træningssamlinger, og så er der bare blevet speedet op. Der har virkelig været tryk på siden oktober, og holdet har ydet en enorm indsats. Der er trænet teknisk, taktisk, mentalt og fysisk, så vi er godt klædt på til de kommende kampe. Det er nødvendigt for at være med i den absolutte elite... - EM-bronzemedaljerne gav et fingerpeg i den rigtige retning, og vi er ligeså gode som de øvrige hold. Schweiz, Sverige og Canada bliver de store konkurrenter, men vi mener, at vi har luret dem og kan spille dem. I curling som i så mange andre sportsgrene, er det dagen og marginalerne, der kan gøre udslaget, men man kan også forberede sig så grundigt, at man kan ændre en masse undervejs. Jeg tror, vi kan drille de store hold. Det ville være skønt at besejre dem i de indledende kampe, men der er råd til nederlag undervejs. Ikke at det er noget vi går efter, men det letter måske presset lidt... - 6 sejre er nok til en semifinaleplads, og så kan alt ske. Vi er ligeså gode som de bedste, og vi kan ende øverst på skamlen. Det er i hvert fald målsætningen, og jeg synes, vi har noget at have vores optimisme i...eb