Kraftig støj fra sporarbejde
- men kun kortvarigt lover Banedanmark
Banedanmark udskifter spor på to meget trafikerede strækninger i hovedstadsområdet. Frem til 30. juli udskifter Banedanmark 12 km spor på fjernbanen mellem København H og Glostrup, og dermed også i Hvidovre. Og frem til 20. september bliver 28 km spor på S-banen mellem Gentofte og Hillerød udskiftet. Banedanmark arbejder i døgndrift for at forstyrre passagerer og naboer til jernbanen i så kort en periode som muligt. - Derfor kan vi desværre ikke undgå, at nogle af naboerne langs jernbanen bliver generet af støj om natten. Naboerne vil bl.a. opleve støj fra de store sporombygningsmaskiner og fra advarselshorn, siger Niels Jørgensen, som er Banedanmarks byggeleder på projektet. Niels Jørgensen fortæller, at naboerne især har reageret på støj fra advarselshornet på sporombygningstoget. Det 250 meter lange sporombygningstog kører 200-250 meter i timen, og mens det kører, går der banearbejdere på begge sider af toget for løbende at justere og tilpasse sporarbejdet. Når der kommer tog i nabosporene, aktiverer en sikkerhedsvagt advarselshornet, og så skal banearbejderne gå ind i særlige sikkerhedspositioner. - Vi er godt klar over, at den kraftige lyd fra advarselshornet kan være meget generende for de nærmeste naboer. Men hornet er indført af sikkerhedsmæssige grunde. Lyden er nødt til at være meget kraftig, fordi den både skal overdøve støjen fra sporombygningstoget og advare folkene på den 250 meter lange strækning, forklarer Niels Jørgensen og tilføjer, at Banedanmark lægger stor vægt på størst mulig sikkerhed på arbejdspladserne. Og advarselshornet er den eneste sikre måde at advare banearbejderne – og derved undgå alvorlige ulykker. De støjende maskiner - og advarselshornet – vil kun være ud for de enkelte ejendomme i nogle timer ad gangen, men især advarselshornet kan også høres på afstand.