Målrig finale i Nordea Cup
Avedøre skole vandt dette års Nordea Cup efter 5-3 sejr over Frydenhøjskolen
FODBOLD: De to modstandere i finalen i dette års Nordea Cup havde hver deres vigtige spiller. Lasse Lund fra Avedøre Skole og Hamit Koyuncu fra Frydenhøjskolen. Det var de to spillere, der blev afgørende for udfaldet af finalen. Avedøre Skole vandt 5-3, fordi Lasse Lund scorede 4 af Avedøres mål. De tre alene på 4 minutter i de første 30 minutter. Samtlige 3 mål til Frydenhøjskolen blev sendt ind af Hamit Koyuncu. Avedøre fik en fantastisk start på finalen, da Hasan Özgür i mistænkelig off-side position sendte bolden forbi Christoffer Jalsøe i Frydenhøj-målet. Herefter trådte Lasse Lund ind på scenen. Han scorede i det 5., 7., og 9. minut, og kampen syntes afgjort. Men Frydenhøjskolen fortsatte ufortrødent. De var startet godt med et par gode muligheder, men det blev ikke til mål i de første 30 minutter. Avedøres målmand Emre Fener hev et par gode redninger op af lommen, når Frydenhøjskolen havde nogle nærgående forsøg. Avedøre kæmpede hele tiden godt med Mussa Demirci som den, der gik forrest. Efter pausen kom der for alvor pres på Avedøres mål. De to centerspillere Burak Özgür og Jonas Abkjær havde meget travlt, men de kunne ikke forhindre Hamit Koyuncu i at reducere til 1-4. Det blev også 2-4, og kampen var atter åben. Frydenhøj fik et mål underkendt for off-side midt i 2. halvleg, og så lukkede Lasse Lund kampen med et mål til 5-2 med blot 11 minutter tilbage. Mussa Özgür reddede et godt forsøg fra Frydenhøjs Henrik Johansen på selve målstregen, og det var en meget vigtig redning. Hamit Koyuncu scorede til 5-3 i slutfasen, og tættere kom Frydenhøj ikke. En flot og målrig finale med to gode hold og to profiler, der kan nå langt, hvis de ellers selv vil. Frydenhøj spillede nok det bedste spil, men Avedøre havde i Lasse Lund manden, der gjorde en forskel på dagen.eb