40 års arbejde for idrætten i Hvidovre
FIH har jubilæumsreception på fredag i Stadionrestauranten
På fredag den 17. marts holder FIH - Fællesrepræsentationen for Idrætsforeninger i Hvidovre Kommune - 40 års jubilæum, der markeres ved en reception i Stadionrestauranten mellem kl. 15.00 og 18.00, hvor alle der har lyst til at fejre dagen for FIH er velkomne. FIH blev stiftet den 17.03. 1966 som en paraplyorganisation over idrætten i Hvidovre, som bl.a. kan varetage idrættens interesser overfor Hvidovre Kommune og div. hovedforbund indenfor idrætsområderne. FIH har igennem årene været ledet af følgende formænd: Georg Røner fra Hvidovre Badminton Club, Vagn Garne fra HIF, Svend Hyldgaard fra Hvidovre Tennisklub, Per Frost fra Hvidovre Cykelklub, John Dithmar fra Hvidovre Badminton Club, Poul Erik Bøjstrup fra Hvidovre Roklub, Ena Christiansen fra Egevoldens Gymnastikforening og de sidste 10 år af Doris Nellemann Stilhoff fra Hvidovre Tennisklub og Hvidovre Sportsforening. FIH har gennem en lang årrække arrangeret ungdomshædringer for de unge sportsfolk, som ikke kan komme med på Hvidovre Rådhus til idrætshædringer, der som regel kun er for seniorer. FIH har igennem årene kunnet hædre ca. 80-100 unge mennesker fra mikro størrelser (8 år). De har alle ydet store resultater ved SM, DM og nordiske mesterskaber. Der har igennem årene været afholdt mange møder med Hvidovres politikere op til valgene til kommunalbestyrelsen, så idrætten kan få klarhed over, hvad politikerne har i støbeskeen til den kommende 4 årige periode. FIH har et samarbejde med Københavns Amts idrætssammenslutninger - KAI og Vestkommunernes Idrætsklinik - hvor man har en repræsentant i bestyrelsen - nu Lise Lotte Dørge. Desuden er FIH repræsenteret i Folkeoplysningsudvalget i Hvidovre Kommune med 3 personer - nu Johan K.Frandsen fra Hvidovre Bokseklub, Erik Petersen fra Avedøre Idrætsforening og Doris Nellemann Stilhoff fra Hvidovre Tennisklub og Hvidovre Sportsforening, - sidstnævnte har været formand for udvalget de sidste 6 år. FOU varetager alle idrætsforeningernes, spejdernes, alle former for foreninger og aftenskolernes interesser i FOU. - Der er altid mange nye foreninger der søger om godkendelse som forening under folkeoplysningsloven, fortæller formanden. - I Hvidovre er der bl.a. 27 badmintonklubber og 17 fodboldklubber - små som store. I øjeblikket arbejder FOU med en rapport om idrætsfaciliteterne i Hvidovre Kommune, hallernes beskaffenhed, foreningernes trivsel med evt. mangler på det udøvende idrætssted. Rapporten forventes færdig i august 2006, hvis midler kan skaffes. - Mange har gennem årene ydet en indsats i FIH's bestyrelse og været med til at forbedre forholdene for idrætsforeningerne, og dem er der grund til at takke, - også på jubilæumsdagen, slutter Doris Nellemann Stilhoff.