Fed kost til kolde fugle
l Det er koldt, og fuglene er afhængige af betænksomme haveejere, der lægger foder ud til dem. Fed kost hjælper fuglene med at holde varmen i den kolde tid - og i år har kuldeperioden været lang og streng. De strenge vintre er hårde ved fuglene. Over halvdelen af småfugle som mejser, træløbere og gærdesmutter risikerer at fryse eller sulte ihjel. Fodring fra fuglevennerne øger fuglenes chance for at overleve, og det er bestemt nødvendigt i år, hvor Dyrenes Beskyttelse har oplyst, at de er i gang med en storstilet fodring af de vilde fugle. - Der bliver nemt kamp om maden, når sne og frost dækker landskabet. Skader, krager, duer og sågar måger hjemsøger foderpladserne og tager foderet fra småfuglene. Derfor er det vigtigt, at både foder og foderplads er indrettet til de små fugle, så de kan spise i fred og ro, fortæller dyrlæge Kim Hesvang fra dyrefoderproducenten Best Friend. Fuglene har forskellige ønsker til deres foderplads. Mejser kan f.eks. godt spise med hovedet nedad, mens de sidder på en foderkugle, mens andre fugle foretrækker foderbrættet. Nogle fugle finder deres føde på jorden, det gælder f.eks. blåmejsen, og derfor er det vigtigt, at man også kaster nogle frø på jorden. - Foderkugler, der hænges på de tynde grene i et træ, giver de små fugle madro. Hvis man har problemer med store fugle, kan kuglen også hænges under en omvendt urtepotte, så det kun er de små fugle, der kan komme til. Et foderbræt skal være så stort, at der er god plads til fuglene, og så er det en god idé med kantlister, så foderet ikke blæser på jorden, fortæller Kim Hesvang. Den fede kost Det er bedst at fodre med fede frø som solsikke- og hampefrø, nødder og mejsekugler, som er småfuglenes livret. Fed kost er særlig vigtig i vintertiden, hvor forbrændingen er stor. Det kræver fed og rigelig føde at holde en kropstemperatur på 44 grader i vinterkulden, og de små fugle spiser dagligt, hvad der svarer til 1/3-del af deres kropsvægt. Brød, æbler og madrester kan i princippet godt bruges til fuglefoder, men den slags foder indeholder ikke den rigtige næring for fuglene. - Fuglene har brug for en masse fedt, som for eksempel findes i mejsekugler og solsikkefrø. Vand er også en mangelvare i den kolde tid, og det er en god idé at stille vand ud til fuglene hver dag. Man kan eventuelt lægge et stykke plastik i bunden af fuglebadet, det gør det nemt at fjerne det gamle vand dagen efter - også selvom det er blevet til en isklump, fortæller Kim Hesvang.