Nye regler for sovebørn i dagtilbuddene
Socialudvalget har vedtaget friske bestemmelser, der foreløbig gælder ét år
Socialudvalget vedtog forleden regler for sovemuligheder for børn i vuggestue og dagpleje. Foreløbig gælder de ét år. Alle børn under tre år i kommunens 0-6 års dagtilbud, inkl. dagplejen, skal nu - med få undtagelser - kunne tilbydes en udendørs sovemulighed. Og børn over to år må af sikkerhedshensyn ikke lægges i sele - plus at et forsvarligt antal voksne konstant skal holde opsyn med børnene i sovesituationen. Retningslinierne blev administrativt sidst ændret den 3. juni 2005. - Indtil da var reglen, at når børn under 2 år blev lagt til at sove udendørs i barnevogn eller krybbe, skulle der anvendes sele, og kun seler, der var mærket af Dansk Varefakta Nævn måtte anvendes, og benyttelsen og monteringen skulle ske i henhold til brugsanvisningen, meddeler Socialudvalget. Reglen indeholdt også, at børn over 2 år kunne sove ude, hvis institutionen/dagplejen benyttede seler som angivet, men kun hvis forældre gav et skriftligt samtykke, idet Socialministeriet anbefalede, at børn over 2 år ikke blev lagt i sele. Endvidere var anført, at der skulle føres et hyppigt og regelmæssigt tilsyn med sovebørnene. - I forbindelse med en revurdering af sikkerheden for sovebørn over 2 år, hvori det indgik at tilstræbe at forebygge eventuelle uheld, hvorunder kvælningsrisikoen var en vigtig faktor, blev det besluttet, at sovebørn over 2 år, med virkning fra den 3. juni 2005 ikke længere måtte sove i sele, nævner Socialudvalget. Konsekvensen er, at sovebørn over to år fortsat kan sove ude/i liggehal - i krybbe eller barnevogn - uden brug af sele, men kun under forudsætning af at der er et konstant tilsyn af et forsvarligt antal voksne, med det barn/de børn over 2 år der sover ude. - Årsagen er, at generelt er børn over 2 år længere fremme i udviklingen på alle områder end de yngre børn, er større, har flere kræfter, nævner Socialudvalget. Mange klager Socialforvaltningen har behandlet mange klager. - Det forældrene reagerer på er, at de finder det svært at forstå, hvorfor flere vuggestuer/kombinerede dagtilbud og dagplejere kan give tilbuddet - hvorimod andre ikke kan, ligesom alle forældre påpeger vigtigheden af det sundhedsmæssige aspekt i, at børn sover uden for i stort set alt slags vejr, i stedet for indendørs, hvor børnene let vækker hinanden, hvilket giver en kortere sovetid - med afledte trætte og irritable børn om eftermiddagen og aftenen, forklarer Socialforvaltningen. Forældrene kan ifølge forvaltningen ikke forstå, at 2 vuggestuer med samme antal børn og samme budget til lønmidler har forskellige tilbud. Den ene vuggestue oplyser at også børn over 2 år sover ude med konstant opsyn, hvorimod den anden vuggestue oplyser, at det tilbud har institutionen ikke personale til at kunne give. terf