Kirker i tværkulturelt arbejde
Hvidovre Kirke og Risbjerg Kirke er blevet optaget som medlemmer af Tværkulturelt Center på den multietniske forårskonference. Emnet for konferencen var om sorgens mange ansigter med den spanske hovedtaler, læge og psykiater Pablo Martínez, der voksede op i Spanien under Francos diktatur. Tidligere har kun Avedøre Kirke været medlem her fra Hvidovre, men nu intensiveres arbejdet med at indbyde indvandrere i det folkekirkelige netværk. På spørgsmålet om nødvendigheden af en forstærket indsats svarer sognepræsten ved Hvidovre Kirke, Mette Ladefoged: - Det er vigtigt, at vi åbner øjnene for, at det at være fremmed og flygtning i Danmark ikke behøver at betyde, at man tilhører en anden religion, men at der faktisk også er kristne, der kommer her til landet som flygtninge. At vi som den største kirke i Danmark har en forpligtelse over for de fremmede til at give dem et rum at være i. Såvel rent fysisk ved, at de kan komme til gudstjeneste i vore kirker, men også et menneskeligt rum, så vi tager dem ind i vore fællesskaber. Det er det, vi kan forstærke ved at blive medlem af Tværkulturelt Center. Så det har et større perspektiv? - Alt med kirken har et større perspektiv. Som kristne er vi alle brødre og søstre i Kristus, og vi hører sammen. At det ikke kun er danskere, der er kristne, men at der er kristne kirker i alle mulige lande, og at der er mange andre måder at være kristen på end vor lutherske kristendom. Det er spændende og berigende for os at få det ind i vores dagligdag, men det er også vigtigt for indvandrere, at de får nogle nye fællesskaber, de kan komme ind i, og som de kender hjemmefra. Vi har blandt andet "Fader Vor", mange salmer, for slet ikke at tale om alle Bibelens beretninger, som vi så kan belyse fra forskellige vinkler. Det kommer måske bag på nogle, at omkring en tredjedel af alle indvandrere er kristne? - Ja, det tror jeg nemlig, det gør, siger Mette med eftertryk: - Vi har et billede af, at her i landet er vi kristne, og så kommer der nogle mennesker hertil med andre religioner, først og fremmest muslimer. Virkeligheden er helt anderledes. Hvordan vil I så arbejde med at få de fremmede ind? - Vi er lige så stille ved at bygge det op. Risbjerg Kirke er jo allerede i gang med internationale gudstjenester og middage på tværs. Her kommer indvandrere og laver for eksempel tyrkisk eller arabisk mad for både indvandrere og "gamle" danskere. Det er eksotisk at møde fremmede på den måde på tværs af kulturerne. Det er spændende at se, hvad det udvikler sig til. Birthe Munck-Fairwood, der er koordinator i Tværkulturelt Center, udtrykker stor tilfredshed med, at Hvidovre Kirke og Risbjerg Kirke nu er optaget som medlemmer. Tværkulturelt Center er en paraplyorganisation med godt 130 tilsluttede kirker, indvandrermenigheder samt kirkelige organisationer ud over hele landet. - Det er, fordi det landsdækkende netværk, som Tværkulturelt Center er, er til gensidig inspiration og opmuntring, så vi kan blive bedre til at indbyde indvandrere, men også til at gøre brug af deres ressourcer. Det oplever vi netop nu på konferencen, hvor der er omkring 100 deltagere. Vi vil gerne blive bedre til at synliggøre vore ressourcer, siger hun. ekb