Verdens bedste bil
Jørli Petersen prøvekører Toyota HiLux 4x4 ExtraCab til 176.573 kr. ekskl. moms
Den første Toyota HiLux blev bygget i 1967, og siden er der solgt flere end 12 millioner eksemplarer, fordelt på nu seks forskellige modeller, som gennem årene har båret det forpligtende navn. HiLux er næst efter Corolla Toyotas mest solgte model. Den sælges i 164 lande i hele verden, så man kan godt tillade sig at kalde HiLux for en succes. Nyeste generation HiLux har været på markedet i godt og vel et halvt år. Selv om HiLux stadig er murermesterens bil, er der både nye og ganske spændende detaljer på HiLux, men vi har også stiftet bekendtskab med dens svaghed. Vi er dog sikre på, at den sjette generation HiLux lever op til den standard, der stilles i den nærmeste fremtid. Verdens mest solide Toyota HiLux har efterhånden et ry for at være verdens mest solide og pålidelige bil. Det ry er opnået med japansk byggede biler, men i fremtiden bliver HiLux bygget i Sydafrika og Thailand, og kan de nye produktionsanlæg leve op til de næsten uhyggelige forventninger? Det er en tung arv, de to fabrikker skal løfte. Indholdet i den nye HiLux er blandt andet en bedre og mere lækker kabine. Den nye HiLux lokker med mere luksus og ganske nydelig indretning. Den er ikke længere en bil, der lugter af anlægsgartnere med mudder på støvlerne eller murersjak med grus og mørtel på ladet, men bilen kan stadig bruges til disse krævende formål. Det tager bare lidt længere tid at gøre bilen ren efter en uge på byggepladsen. Forhjulsophænget er nyt. Det er blevet bedre og byder på en anelse mere komfort, HiLux har fået tandstangstyring og især en mindre vendediameter, og rammen er blevet stivere og mere robust. Der er brugt masser af galvaniseret stål, mens udstødningen er af rustfrit stål. Det lugter langt væk af bil, der holder i rigtigt mange år. Motor fra HiAce Det helt åbne spørgsmål omkring den nye HiLux er motoren. Toyota har valgt samme 2,5 D-4D motor, som blandt andet kendes fra HiAce. Den yder beskedne 102 hk og 260 Nm i 4WD-udgaverne. Det lyder ikke af ret meget, og endnu vigtigere, det føles heller ikke af ret meget. Der skal sparkes godt og grundigt til en tom HiLux ved lidt bjergkørsel. Det bliver ikke bedre, hvis man køber den billigste model med 2-hjulstræk. Her yder samme motor også 102 hk, men kun 200 Nm, og så er det lige før, der er dømt åndenød på almindelig flad landevej. Med et ton mørtel på ladet skal man både have god tid og en engleagtig tålmodighed, så vi bliver nødt til at betegne motoren, som det største og nok eneste problem for den nye HiLux. Både Nissan og Mitsubishi er på vej med nye pickup-modeller, og begge biler byder på noget kraftigere motorer, så Toyota skal i høj grad leve på de klassiske dyder. De er heller ikke så tossede endda, for historien er måske Toyotas stærkeste kort i den forestående styrkeprøve mellem det, der ligner helt nye pickup-biler. Livrem og seler Den nye HiLux ligner den perfekte murermesterbil, uden at vi på nogen måde har noget imod murere. Det er bilen, der kan lidt af det hele. Det er bilen, man ikke kunne slå ihjel i hele tre engelske tv-udsendelser, men det er ikke bilen, man køber for komfort eller motorstyrke. Den nye generation af pickup-biler sender også signaler om livsstil og aktiv fritid. De appellerer til en helt ny type købere, og dem er Toyota opmærksom på, men det nye design på HiLux er måske lidt for konservativt eller forsigtigt til at slå an hos disse købere. Når motoren samtidig er under det, vi anser for minimumskrav i forhold til bilens øvrige egenskaber og pris, er vi lidt usikre på den nye HiLux. Vi har en afgrundsdyb respekt for HiLux. Det er en utrolig stærk og pålidelig bil, men vi har vores tvivl for fremtiden, og noget tyder på, at også Toyota er kommet lidt i tvivl. Selv om Toyota tidligere har afvist en større eller kraftigere motor, ser det alligevel ud til, at der er noget på vej, men et udvidet motorprogram kommer tidligst i 2007, og først til den tid ser den næste HiLux ud til at blive så god, som den kan blive. (LNB)