Hvidovre Kommune med i kampen om image og opmærksomhed

l FODBOLD: Alle landets kommuner søger dem. Alle vil have dem i størst mulig grad og helst for det gode og positive. Vi taler om opmærksomhed og godt image. Hvidovre som by er kendt for hospitalet, Avedøre Værket, filmbyen og måske cirkusmuseet. En gang for mange år siden var Hvidovre også kendt som fodbold by med en blomstrende ungdomsafdeling, der gjorde kommunen landskendt og havde hold i de bedste rækker. Flere spillere kom på de forskellige landshold, og Hvidovre fik rigtig profileret sig positivt. Det var dengang. Nu hedder de kendte kommuner Brøndby, København, Odense, Aalborg o.s.v., og ingen tænker for alvor på Hvidovre som magtfaktor i dansk fodbold. For det er fodbolden, der får opmærksomheden i medierne. Egentlig burde kommunerne støtte det lokale fodboldhold i udstrakt grad, da de to parter begge vil få gavn af samarbejdet, men det må kommunerne jo ikke direkte, da de fleste klubber er privatejet selskaber under en moderklub. Man må gerne kaste penge i eller yde bidrag til det finere kulturelle liv, som teatre og operahuse, men fodbolden er bare ikke del af den kultur. I andre lande kan man sagtens yde støtte til en klub, som man har gjort det i Helsingborg, men en lignende politisk beslutning er ikke taget i Danmark. Men det er ikke ulovligt at gøre det yderste for at sørge for, at faciliteterne er i orden og i det hele taget være behjælpelig med at få dagligdagen til at køre. Det gør man på rimelig vis i Hvidovre, men det kan nok gøres bedre og mere massivt. Det er på mange måder et spørgsmål om plads og prioritering. Mange andre steder i Fodbold-Danmark har mindre klubber langt bedre faciliteter end HIF, der til gengæld nok råder over flere medlemmer og brugere. Dansk Boldspil Union undersøgte i en udgivet rapport den konkrete nytteværdi danske kommuner opnår ved at pleje og investere i det lokale fodboldhold, og konklusionen er entydig: "Fodbold på eliteplan er et vigtigt redskab for de kommuner, der ønsker at blive vindere i den hårde kamp om opmærksomhed". Succes i sport kan give en imagemæssig værdi, som det normalt vil tage mange år at opbygge, hedder der videre i rapporten. Brøndby og det lokale fodboldhold er et meget nærliggende sammenligningsgrundlag, og man må erkende, at klubben og dens fodbold ambassadører gennem mange år har profileret kommunen fantastisk. Der er nogle negative sidegevinster i form af enkelte forstyrrede fans, der ikke helt har forstået "fair-play" og "roligan-bølgen", og man kan også sætte spørgsmålstegn ved, om det er statens opgave at sikre afviklingen af fodboldkampe. Det er efterhånden en bekostelig affære at sikre tilskuerne, og det betaler staten (de enkelte borgere) i form af massive politifolk omkring arrangementet. I England påhviler det klubberne, at sikre den slags, og det kan man da kigge på. Man kan også kigge på de ordninger udenlandske spillere har i forbindelse med deres kontrakter. At de kun betaler 25 % i skat, fordi de er under "forsker ordning" er problematisk. Måske også på sigt skadeligt for dansk fodbold. De mange udenlandske spillere holder danske talenter væk fra holdene, og det er ikke et sundhedstegn. Endelig skal man også tænke på den sårbarhed, der ligger i den store opmærksomhed, man for øjeblikket er tildelt. Fokus kan ændre sig hurtigt, og så er medierne også væk. Når DBU laver en sådan undersøgelse, er organisationen selvfølgelig interessepart, da den også lever af mediernes dækning og heraf følgende sponsorater. Man leverer da også varen den modsatte vej med mange tiltag for bredden, så på den måde vasker de to hænder hinanden. En lignende ordning kunne måske tænkes lokalt klub og kommune imellem.eb